Mennesket bag Madsen

NavnligThy_forside

Bogens forside.

Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 19. juni 2017

NavnligThy er kommet på museum! Fredag 16. juni åbnede udstillingen ”NavnligThy” på Heltborg Museum, hvor den vises til og med søndag 3. september. Udstillingen handler om mennesker i Thy – de mange, som Klaus Madsen har portrætteret på navnligthy.dk – og består af henimod 200 fotografier. Ved åbningen præsenterede Klaus Madsen og Museum samtidig bogen ”NavnligThy”, en fotojournalistisk præstation på 400 sider. Bogen koster 300 kr. Udstillingen blev åbnet af Hans Peter Kragh, gennem 22 år chef for Klaus Madsen på Thisted Dagblad. Her er åbningstalen).

Når noget går galt for mennesker, finder man tit forklaringen i deres barndom. Det gælder også for Klaus Madsen. Det begyndte formentlig i skoletiden. Men det slog først igennem 40-45 år senere.

Jeg oplevede det på næst-nærmeste hold: Klaus var blevet genforenet med sin gamle madkasse. Det udløste en kædereaktion. Mere skulle der ikke til. En dag viste Klaus mig en stribe billeder og noget tekst, der osede af spegepølse, leverpostej og alle de skoleminder, der nu engang kan være i en madkasse. Udover minderne kunne den indeholde op til 6 halve – inklusive én med calypsopølse og sød fransk sennep. Hvad er calypsopølse? Jeg ved kun, at calypsopølsen blev købt hos Slagter Vestergaard på Kastet i Thisted.

Læs og hør “madkassefortællingen” -19. januar 2012

Jeg skulle nok have stoppet ham der – men artikel og billeder endte i avisen. Og se lige, hvad det er blevet til, for historien endte ikke der. Den begyndte snarere der. Heldigvis. Det gik jo så galt, at det udviklede sig til et meget attraktivt medie om mennesker, med mennesker og for mennesker. For det første fik Klaus gennem flere år stadig henvendelser fra mennesker, som det åbenbart også var gået galt for i skoletiden: I hvert fald havde hans madkasse-opslag fået nostalgien til at blomstre. Hvad er det egentlig, der er så dragende ved en ostemad, der har ligget og lumret i en skoletaske i flere timer?

Og for det andet blev det til endnu flere Klaus-specials i Thisted Dagblad. Det var dengang, da vi havde råd til at tage os tid til særlige opgaver – og i øvrigt brugte Klaus nok endnu mere af sin fritid på det. Der er adskillige eksempler, blandt andet et meget fint og stilfærdigt portræt af Café Børsen og de mennesker, der kom der. Klaus påstod, at han kun drak kaffe og vand, når han var på Børsen. Jeg ved så ikke lige, hvorfor han havde så stort et behov for at fortælle det. Og der var en anden artikel, hvor Klaus i længere tid fulgte nogle søde psykisk udviklingshæmmede i tiden op til deres konfirmation. Det var ikke journalistik, der gik tæt på. Det var journalistik, der var nært på.

Resten er næsten historie. NavnligThy blev den helt store nyskabelse, og siden er det blevet til bøger og hvad ved jeg. Der er tre fællesnævnere for det hele: Det er lokalt. Det handler om mennesker. Og det er tæt på, det er genkendeligt, så vi, der læser det, kan identificere os med portrætterne i ord og billeder.

Det er ikke alle mennesker, der har en madkasse, men alle mennesker har en historie. Den kan være kortere eller længere, men netop mennesket er dér, hvor alt begynder og alt slutter – navnlig i lokaljournalistik eller som i Klaus’ tilfælde den lokale historiefortælling. Og Klaus gør det respektfuldt, nænsomt og i et stilfærdigt tonefald, for det handler ikke om hardcore afsløringer, men om portrættet af levet liv – portrætter, der samtidig er med til at give et billede af Thy som egn og thyboer som helt almindelige mennesker, der alle sammen har en historie. Der er ingen udleveringer eller skandaler, men indlevelse i den, der er med i fortællingen.

udstilling01

Frank Svendsen, til højre, og Jens Jørgen Olesen bærer udstillingen på plads på Heltborg Museum.

Dér, hvor der er liv og mennesker, må det gerne bekræftes. Mennesker er forskellige. Det er liv også. Og som verden er skruet sammen, både i Det Hvide Hus og andre katastrofesteder, har vi brug for at få bekræftet, at livet trods alt muligt både er interessant, udfordrende og herligt – især, når man tænker på alternativet. Det er såmænd derfor, det er væsentligt, at der er mennesker og medier – Navnligthy er et medie – der selvfølgelig ikke fornægter den brogede verden, men som bare går lidt ud til siden, hvor de finder de farvenuancer, der ellers drukner i skatteskandaler, grænsekontrol og en opførsel på de sociale medier, der desværre ikke trodser enhver beskrivelse, men enhver medmenneskelig anstændighed.

Svaret er jo i virkeligheden netop, at det ikke gik galt for Klaus, da han fandt barndommens slidte madkasse. Svaret er jo i stedet, at det faktisk var rigtig godt, at det gik sådan – fordi den lille detalje med den store virkning har skubbet til både den klassiske lokaljournalistik og den traditionelle historiefortælling. Gid der var endnu flere madkasser i medierne, uanset om de er på tryk eller på net. Det er hverdagen, der tæller, for det er dem, vi har flest af. Og det er mennesket, der giver mening.

Det er ikke kun kongerne, der er Danmarks historie. Det er heller ikke kun borgmestrene, der er Thys historie. Og tak for det, forresten. Det er også den almindelige dansker, den almindelige thybo, det almindelige menneske, der ikke alene er sin egen historie, men også Thy og Danmarks historie. Engang kaldte man det “den lille mand”. Den lille mand. Ikke mindst, når jeg kigger over til den anden side af Atlanten, har jeg tit tænkt, at den meget store mand godt kan være et meget lille menneske.

Og den lille mand – og kvinde – kan med lethed være et stort menneske. Et menneske, det er godt at lære at kende. Ikke mindst, når den fortælles stilfærdigt, redeligt og uden armbevægelser, sådan som Klaus gør. Det burde ikke være unikt at fortælle den slags historier, for der er over 5 millioner af dem i Danmark, og der er 45.000 mennesker i Thy. Plus et par morsingboer måske.

trykstart01

Trykker Oluf Immersen, trykkeriet Friheden. Karin Fredsø, Tilde Grafisk, har lavet den grafiske tilrettelæggelse af bogen.

Men en gang imellem sker der, at nogen gør det almindelige unikt – og en af dem er Klaus Madsen. Det unikke er sommetider det enkle, og det tror jeg også vil fremgå for dem, der har fulgt med på Navnligthy, og for dem, der ser udstillingen her. Sommetider er der dem, der – lidt nedladende, må man sige – taler om folkemasserne. Men der er én, der har tydeliggjort, at masser af mennesker har en stærk og personlig historie. Det har Menneske-Madsen gjort.

Ja, nu har jeg – vanen tro – sikkert talt for længe, men, Klaus: Det beviser endegyldigt, at 1000 ord kan sige mere end et billede! Du har fortalt mig lidt om din nye bog. Jeg har ikke set den endnu. Men jeg glæder mig – og jeg håber, at det er en glad Madsen, der løfter låget på madkassen … Indtil det sker – altså at du løfter låget på madkassen – må jeg sige, at det er temmelig godt klaret af én, der har spist calypsopølse med sød fransk sennep.

Til lykke med udstillingen og med bogen, Klaus!

Talerens/skribentens note: Mysteriet om calypsopølsen er opklaret: Det var ifølge Klaus Madsen en slags kødpølse, som slagteren producerede i 1960’erne – dengang da den verdenskendte danske duo Nina & Frederik sang calypso-sange.Taleren blev der én illusion mindre …)

hpk01sh670

Hans Peter Kragh.

klik her for oversigt over alle indlæg

<

Del navnligthy.dk med dine venner