PÅ KANTEN: Morten Ruby fik, som ramt af lynet fra en klar himmel, en kræftsygdom. Han kom ud på kanten af livet, og han levede nogle uger med et stærkt håb i troen
Af Klaus Madsen – 15. marts 2012
AGGER: Fredag 27. januar stod 42-årige Morten Ruby op om morgenen og tog på arbejde hos Bachs Composite i Hurup. Samme aften lagde han sig til at sove i en hospitalsseng på sygehuset i Thisted. Mens han var på arbejde var hans ene testikel, på bare et par timer, vokset. Morten blev urolig og ville vide hvad der var galt, og han bestilte en tid hos lægerne i Vestervig, som han besøgte på vejen hjem fra Hurup til Agger.
Der gik kun ganske få minutter før lægen ringede til Sygehuset. Morten skulle straks køre til Thisted. Det krævede omgående undersøgelse og behandling. Morten fik bekeden af lægen i Vestervig, at der var stor sandsynlighed for at det var kræft, når det var kommet smertefrit og så hurtigt. Mandag blev han opereret, og fik fjernet den ene testikel. Diagnosen var kræft.
Morten Ruby og Agger kirke.
De næste uger blev en tid med håb. På facebook var Morten meget åben om sygdommen og forløbet. Han fik mange opmuntrende og medfølende tilkendegivelser. 7. marts kunne han, under en lysende gul smiley, fortælle, at han fra Aarhus Universitetshospital var blevet ringet op med den gode besked, at alle blodprøver var normale. Der var ingen tegn på kræft, og udsigten til stråler og kemo blev skiftet ud med en femårig periode med regelmæssig kontrol.
Allerede på vej til lægen var Morten indstillet på udsigten til, at han skulle leve med en kræftdiagnose. Stille tænkte han, at nu var det måske hans tur. Han tænkte tanken om at blive kræftpatient igennem. Han kom også til at tænke på moren der, alt for ung for fire år siden, var død af kræft.
Mortens indstilling til livet er, at vi styrer ikke selv hvad der skal ske – vi styrer hvad vi tænker.
Gravstenen over Mortens lillebror og mor på kirkegården i Agger.
Erkendelsen af døden fik Morten da han var 15 år. En af de første dage, efter han i 1985 havde fået sommerferie fra skolen, kørte han med faren, der fiskede, til Hanstholm. Morten skulle med en tur på havet. Da de kører over broen i Taabel, ser de hans lillebror Peter stå og fiske i kanalen. Efter et par dage på havet kommer et opkald til faren. Morten husker han og mandskabet lige havde sat trawlet ud. De var gået ned i lukafet for at hvile, mens der blev slæbt. Faren stak hovedet ned i lukafet, og gav besked på, at trawlet skulle tages op. De skulle hurtigt tilbage til Hanstholm, og hjem til Agger. Lillebroderen var blevet dræbt – han var kørt ned af en uheldig bilist på broen i Taabel. Der var fire måske fem timers sejlads til havn. Morten beundrer faren, der den dag måtte rumme beskeden om sønnens død, tage sig af Morten og besætningen, og få kutteren sejlet i havn.
Når snakken falder på ulykken, kan Morten med sin egen form for varm og god humor sige: – Min bror er død for tiden. Morten ser stadig et billede af broderen på broen i Taabel, da de vinkede til hinanden.
Livet ændrede sig for den 15-årige Morten. Døden blev en del af livet, og en tydelig del af Mortens fremtidsplan. Døden blev en realitet og en naturlig del af livet. Sorgen blev en udfordring og gav en stærk tro på livet, og sorgen har ikke knuget ham.
For Morten gav det ingen mening, hvis alt skulle slutte for en 13-årig dreng. Der er et liv på den anden side. Derfor har Morten trygt kunnet leve videre. Han har bygget livet på en tro på, at Gud har bestemt livets bane.
“Hvis du tror, skal du blive frelst og få et evigt liv.” Sådan er det, og sådan må det være for Morten.
Mortens mor valgte skriftsstedet på gravstenen.
Med troen på, at alt er “ment til at ske” og, at alt er “ment til af ske af Gud”, lagde Morten sig trygt til at sove i hospitalssengen den aften en fredag i januar 2012. Han har aldrig tvivlet på at der en Gud. Gud er en del af hverdagen.
Med et varmt smil runder Morten af med at konstatere: – at hvis jeg hører til i himlen, så tror jeg egentlig alle gør.
Han er taknemmelig for hvert hjerteslag.
Morten er gift med Lisbeth. De har tre børn.
Klik her for at læse om Morten Ruby – 7. oktober 2010
