Tony har et fristed i et hjørne af Thisted Havn

MILJØ: Redskabsskurene ved den gamle fiskerihavn i Thisted er et fristed og en stilfærdig kontrast til alt det moderne og velordnede. Tony Yde fisker lidt på fjorden og han har et af redskabsskurene

Af Klaus Madsen – 11. oktober 2012

THISTED: I et hjørne af Thisted Havn, ved bassinet der har været fiskerihavn, ligger en række små redskabskure. Der er et enkelt blåt, og et sort skur i den røde række. Tony Yde har i en halv snes år ejet et af skurene. Han betænkte sig ikke på at sige ja, da han blev tilbudt skuret og en del garn for 1000 kroner. Tony nyder fristedet og hyggen. Han har et par garn, som han sætter i fjorden, og han har også held til at fange en fladfisk og en enkelt hummer i ny og næ.


Klik på billedet for at se billeder og høre Tony fortælle

For nogle år siden var moderniseringen og saneringen af Thisted Havn tæt på at fjerne redskabsskurene. Det var ikke blot skurene der var truet. Det var også en trussel mod et miljø, hvor mennesker, der følte tilknytning til havnen og fjorden, havde fundet et fristed. Det lykkedes at få en aftale med Thisted Kommune, så skurene og miljøet og fristedet blev bevaret. Der betales en årlig leje på 200 kroner for grunden under skuret.

En smøg – en Cecil.

Miljø omkring en klynge små huse på Thisted Havn.

Tony Yde er en af “beboerne” i det maleriske hjørne af havnen. Han har, som de fleste der har et af redskabskurene, en lille båd. I skuret har han et par garn, som han sætter i fjorden. Han er fritidsfisker, og han må derfor sætte 135 meter garn.
Når vejret er til det, røgter han garnene om morgenen. Ofte er fangsten krabber, og det giver et par timers arbejde med at filtre krabberne ud af garnene. Han har  også fanget rødspætter og skrubber. Vandet i fjorden er igen blevet så rent, at han også har fanget hummer.

Garnene klares.

Der var kun krabber i garnene.

Kontrasten omkring den gamle fiskerihavn er let at få øje på. Redskabsskurene står i al deres uregelmæssighed beskedne i et hjørne. Modvægten er stramt designede nybyggerier. Der er daglig travlhed i og omkring de nybyggede huse af betonelementer, der har rejst sig på den anden side af fiskerihavnen. Næsten som et værn mod redskabsskurenes anarki er fiskerihavnen fyldt op med lystbåde. Som en advarsel slår tovværket klaprende mod aluminiumsmasterne, når vinden tager fat. Ved havnens nye huse står bilerne parkeret i regelrette båse. Ved redskabsskurene står en enkelt scooter og baljer med gamle garn. De konkurrerer lidt om pladsen med stablede havestole, der fortæller, at godt vejr kan flytte hyggen ud i det fri.

Garnene er klaret og kan hænges ind i skuret.

Tony, der er 59 år, er opvokset i Gudnæs. Han husker, at der var en fisker som kørte rundt og solgte fisk. Tony blev erhvervsfisker, og sliddet på havet gav tidligt en dårlig ryg. Han har haft forskelligt arbejde hvor der blev taget hensyn. Det sidste sted havde han omkring 100 sygedage på et år, og derfor fik han førtidspension.

Redningsvesten hænger klar – Tony har den altid på, når han sejler ud på fjorden….

….og gummistøvlerne er et par numre for store, så de er lette at sparke af, hvis Tony skulle være uheldig og falde i vandet.

I mange år havde han en helt anden tilknytning til Thisted Havn. Som formand for Narkofrit Thy var han med til at etablere “Rampen” i den gamle fragtmandscentral der lå på havnen. Her blev skabt et fristed for byens misbrugere. Han var med til at kæmpe for, at “Rampen” skulle fortsætte i den gamle fragtcentral. Det lykkedes ikke. I stedet blev der bygget et nyt sted på havnen. Tony stoppede senere som formand for Narkofrit Thy.

En gang havde Thisted en fiskerihavn, med fiskehandlere, der også eksporterede friske fjordfisk.