Højt humør for Thy – højt skum – højtid – skål!

GENERALFORSAMLING: To haller fyldt med mere end 1000 aktionærer til kortspil, hygge, godt øl, gule ærter og generalforsamling i Thisted Bryghus

Af Klaus Madsen – 3. februar 2011

THISTED: Den sidste lørdag i januar er for aktionærerne i Thisted Bryghus en højtidsdag. Den årlige generalforsamling holdes i Thy-Hallen – eller “Thy-Hallerne”. For at have plads til de mere end 1000 aktionærer, der hvert år møder op, er det nødvendigt at tage både hal A og hal B i brug


Klik på billedet for at se billeder fra og høre stemningen på Thys fjerde højtid

Generalforsamlingen startes klokken 17. Dørene til hallerne åbnes klokken 15, og et par timer forinden er de første mødt frem ved bardisken i Thy-Hallens aula. I dagens anledning er det ikke øl, men ølkuponer og årsregnskab der serveres for aktionærerne. En time før dørene åbnes er mange kommet. Ved et bord, ude ved væggen, er det muligt at købe øl til at slukke tørsten og skabe lidt hygge. Klokken 15 åbnes dørene. De første haster ind i hal A, og belønnes for ventetiden med en af de eftertragtede pladser ved et af langbordene i hallen, hvor generalforsamlingen afvikles.

Forrest til højre Jens Peter Christensen. Fra venstre Kristian Nørgaard, Anders Heegaard, Ole Kanstrup og Jens Daugaard – alle fra Hillerslev.

Inden generalforsamlingen spilles der kort. Det går ikke helt stille for sig. Meldingerne, og de efterfølgende bramfri udfald, bliver stadig mere hørbare. Når flere hundrede mænd, i grupper på fire, hygger sig, spiller kort og drikker godt Thy-øl til, kan det høres. Porcelænet og bestikket til de gule ærter bliver sat til side, eller på gulvet, for at give plads til spillekortene.

En god øl og et godt spil kort.

For en flok mænd fra Hillerslev og Brund har højtidsdagen allerede varet flere timer. De er kommet i god tid. Dagen begyndte ved middagstid med samling, og måske et par Thy-øl, hos en af aktionærerne i Hillerslev. Hyggen ved bordet i Thy-hallen er helt tydelig noget mændene har haft med hele dagen.
På vejen til Thisted er der tradition for, at “borgmesteren i Brund”, smed Henry Hansen, får besøg og, sammen med andre gæve Brundfolk, bliver en del af Hillerslevflokken.

En fyldt Thy-Hal.

Jens Peter Christensen og Kristian Nørgaard fra Hillerslev sidder omkring et bordhjørne. De er enige om, at denne lørdag er noget helt særligt. Jens Peter Christensen glæder sig over, at der næsten ingen kvinder er med – og skynder sig så at sige, at han skam ikke har noget mod kvinder! Det er bare skønt at komme til en “fest” med flere hundrede mænd, der alle kommer for at få en god dag i lag med gode kammerater og godt øl.
Når rationen, ølkuponerne, er brugt må de gæve folk fra Hillerslev til lommerne. Som Jens Peter Christensen siger: Vi er jo godt gift, så når vi skal til generalforsamling i bryghuset kan der godt blive lidt lommepenge til både øl og kortspil.

Smed Henry Hansen fra Brund bliver kigget efter i kortene.

Da formanden for bestyrelsen, Ole Sørensen fra Nykøbing, bød velkommen til generalforsamling uden at hæve ølglasset til en skål, måtte han næsten undskylde over for aktionærerne inden beretningen. Der er nogle helt faste traditioner.
Kendsgerningen med røde tal på bundlinien i de sidste af bryghusets regnskaber, kan ikke dæmpe feststemningen. Der lykkedes bryghuset og dets medarbejdere at øge omsætningen med næsten 10 procent i 2010, og vise et betydelig mindre underskud end i 2009. Aktionærerne kunne da også lægge øre til et løfte om overskud i 2011, inden der blev præsenteret og serveret en helt ny påskeøl og de sikre gule ærter.
Både aktionærer og bryghus forventer at have gode kort på hånden i 2011.

Generalforsamlingen varede ikke mere end en halv time. For nogle var det en lang pause i kortspillene, der ofte varer til langt ud på natten. I år blev den sidste af hallerne lukket klokken 01.30. Garderoben var bemandet til klokken 02.00, og Thy-Hallen lukkede dørene klokken 03.00.
For enkelte var hjemturen ikke så lang – de havde taget campingvogen med og slået støttebenene ned på pladsen ved Thy-Hallen.