OMSORG OG MOD: Den besked fik Susanne af sin far, da hun fortalte hjemme, at de små piger i Hundborg Skole tissede i bukserne, fordi de store drenge spærrede for toilettet. Susanne samlede mod og gjorde noget ved det.
Af Klaus Madsen – 18. februar 2022
HUNDBORG: Susanne Kloster bor i “Karens hus” næstyderst vest i Hundborg. Hun er tilbage i Hundborg. Når hun i en februardags lave formiddagssol skal tænke tilbage, kan hun kigge mod syd ud over mark med gravhøj og vindmøller. Hun boede i Hundborg i seks år, til familien i 1961 flyttede til Hundstrup. Hun blev født i 1949 på Frederiksberg, boede nogle år i Ishøj, til hun som seks-årig kom til Hundborg og boede på Højgård. Hun har levet med stærke holdninger, og mange stationer undervejs. Episoden med de små piger, som tissede i bukserne af skræk for de store drenge, og hendes mod til at give skoleinspektør Holmstrup det samme spørgsmål, som hun fik af sin far, – hvad vil du gøre ved det?, blev en solid del af hendes holdningsmæssige fundament.
Susanne blev, og bliver stadig i familien, kaldt Susse. Hun blev fars og “bedstes” pige. Bedstemoren var en stærk del af familien. Susanne har en erindring om, hvordan hun sammen med “bedste”, og med “bedste” i hånden, gik på besøg hos en nabo, som var død. Susanne husker, at hun, da hun så den døde ligge i sengen, sagde til “bedste”, at det gør da ikke ondt at dø.
Susanne er den ældste af 5 søskende. Da hendes mor i 1957 fødte den næstyngste af Susannes søskende, ville moren ikke røre den nyfødte lillebror. Jordemoderen kom ind til Susanne med den lille, puttede ham under dynen til en otteårige pige med besked om at passe godt på drengen. På års afstand, og mange tanker og eftertanker, har Susanne svært ved at forstå sin mor, der bogstavelig talt valgte at gå i seng, og stort set blive der resten af sit liv. Susanne fik tidligt en opgave i barndomshjemmet. Hun var også lidt stolt over den tillid, hun fik fra sin far og bedstemor. Hun blev “fars og bedstes pige”.
I 1960 fik Susanne også en lillesøster, så var de fem. Det vil sige, de var 5 1/2 , som hun siger med et lidt skævt blik.
Hendes mor havde en søn, før hun blev gift med Susannes far.
Da Susanne og familien i 1961 flyttede til Hundstrup, oplevede hun at gå i tre skoler, Hundstrup, Kløv og Østerild. Hun startede i 1. real på Thisted Borgerskole. Det blev kun til den første realklasse. Hun fik en plads som unge pige i huset. Hun var pige på Gimsing Hovedgård.
Fire dage før hun fyldte 17 år i 1966, fødte hun Kenneth, den første af tre sønner. Hun måtte have kongebrev for at blive gift. I 1968 fik hun Martin og i 1970 Thorbjørn. I 1988 blev hun skilt fra børnenes far. De aftalte at give hinanden fri, når drengene var store.
Skilsmissen blev starten på et tid med mange stationer og et liv med stærke holdninger. Hun vedkender sig gerne, at hun er socialdemokrat med en stærk og tyk streg under et socialt engagement. Hun lægger vægt på at være socialist.
Susanne havde arbejdet som ufaglært sygehjælper på plejehjem. Hun tog uddannelsen som sygehjælper, og hun blev aktiv i faglige bestræbelser for at sikre uddannelse til plejepersonalet.
Hun tog 8. og 9. klasse og senere en HF-eksamen.
I Viborg uddannede hun sig på det psykiatriske sygehus til plejer.
Hun arbejdede nogle år forskellige steder i psykiatrien.
Hun kom til at arbejde med undervisning på sundhedsuddannelser.
I en del år var hun ansat i Dansk Kommunalarbejderforbund, som organiserede blandt andet sygehjælperne.
I seks år var hun leder af Sindhuset i Thisted.
I nogle år var hun engageret i Radio Thy.
Susanne har haft mange jobs og mange kasketter.
Det ligger Susanne fjernt at fordømme og pege fingre. Hun har respekt for mennesker og deres tro og fundament i livet.
Susanne oplevede som pige, hvordan der i Hundborg var tre stærke grupper. Indre Mission, Grundtvigiganerne og Jehovas Vidner.
En enkelt oplevelse fortæller hun med et glimt i øjet: Da Susanne som voksen arbejdede på alderdomshjemmet i Hundborg oplevede hun, at en af beboerne, som var glad for at strikke, ikke kunne lade være at strikke også om søndagen. Beboeren var så stærk troende, at hun for at bøde for søndagsarbejdet mandag trevlede alt det, hun om søndagen havde strikket, op.
De seneste år har Susanne døjet med eftervirkninger af sygdom. Det har dæmpet et aktivt liv, men absolut ikke dæmpet holdninger og engagement.
Hun oplever de daglige besværligheder, som et vilkår hun ikke kan gøre andet ved, end at leve med og i. Det kan være svært at erkende, når alder og sygdom gør indhug i færdighederne.
Hun har stadig kræfter og lyst til at hjælpe. Hun bliver glad og stolt, når hun bliver bedt om at hjælpe og støtte.
Hun kører en blind veninde til arrangementer for blinde. Det glæder den blinde, og det glæder Susanne.
Susanne er glad, når hun møder mennesker til en god snak. Hun giver det hun har i den gode snak. Hun siger, hun kan blive høj af at møde og tale med mennesker.
Susanne har været og er helt sig selv. Opvækst og arbejdsliv har været en livsrejse, med det man populært kalder “bump på vejen”. Hun husker farens ord: Susse – hvad vil du gøre ved det?.
Familien er blevet stor. Susanne er “bedste” for børnebørnene.
På sofabordet minder et lille hæklet bordkort fra en barnedåbsfest om, at Susanne nu er “oldebedste” – og så er hun “Susse”.
