Discobugten ved Ilulissat.
Af Gitte Ishøy, sognepræst i Thisted siden 1985 – 19. juni 2014
For en lille måneds tid siden fik Frank og jeg lagt nyt trægulv i stue, soveværelse og køkken. Det lyder ikke af meget! Men det er det, kan jeg godt fortælle, især fordi vi ejer utallige bøger og meget jordisk gods – og vi hører til den del af befolkningen, der absolut ikke er minimalister, men derimod maxima-lister!
Nå, men tingene blev puttet i papkasser og flyttet andre steder hen i huset. Det gik forholdsvist hurtigt. Derimod tog det lidt længere tid, at få sat tingene på plads igen, især bøgerne og fotoalbums. Der fortabte jeg mig, og kom til at bruge alt for lang tid på fortiden og på alle de mennesker og minder, der dukkede op der.
Jeg kom til at tænke på min søsters dejlige epistler fra Grønland. Hun var fra 1999 til 2002 præst i Ilulissat, Jakobshavn. I skal få et lille udpluk fra én af hendes epistler, skrevet, den 27. juli 1999:
”Om tre dage går turen til Upernavik, hvor jeg selv skal være min medbragte kordegn og organist. Jeg ved ikke engang, hvor man tænder orgler. Alibak (min søsters provst) har hørt mig jabbe rundt på det 3-oktavers elorgel, der står på kontoret og mener stædigt, at jeg spiller dejligt. Jeg håber sandelig, hans optimisme når at smitte mig, før jeg skal af-sted.
Jeg øvede mig meget på det 3- oktavers elorgel. Vor Gud var knapt så fast en borg, som det kunne ønskes. Strejfede jeg én knap, blev den pludselig underbygget af trommer, og strejfede jeg en anden, gjaldede et elefanttrompetstød mod murene. Alt sammen meget hårrejsende. Da jeg ville afskrække Alibak ved at fortælle om det, grinede han og gjorde gengæld ved at fortælle:
’Jeg var på bygdebesøg. Vi skulle indvie et nyt orgel, som menigheden havde sparet sammen til. Det spillede godt nok den første salme, men ville ikke spille anden salme. Organisten pillede ved det, forstår du. Men under læsningen spillede det pludselig selv vals og under altergangen polka. Det var på et plejehjem, dét her; men selv om de ældre har meget respekt for kirken og præsten, grinede de alligevel. Fjerde og sidste salme ville orglet godt spille. Da vi gik, sagde kateketen til mig: Det dér nye orgel, tror du ikke, det er senilt lige som de ældre mennesker? Ingen glemte nogen sinde det nye orgel.’
Således opmuntret drog jeg til Upernavik.
Det var smukt flyvevejr. Luftvejene har betydeligt færre huller end landevejene. Skulle jeg køre heroppe, måtte jeg anskaffe nyrebælte. Vi blev hældt ud i Uummannaq på et godt stort serveringsfad – de er dygtige, de piloter – steg på igen og landede planmæssigt i Upernavik. Jeg blev hentet af Jesper. Det viste sig, at han ikke havde nøgle til hotellejligheden, hvor vi skulle bo to. Det gjorde ikke det fjerneste. Jesper, som har boet tre måneder i Korea, hvor han er født, 25 år på Århuskanten og halvanden i Grønland, gjorde ét eller andet ved vinduet, så han kunne komme ind og komme ud og lukke op.
Cand.theol. Inge Ishøy.
Søndag gjorde jeg den interessante og tankevækkende opdagelse, at alle Upernaviks hunde satte i at hyle, når Cornelis ringede med klokkerne. Også hvalpene. De satte sig – plump – på deres små uldne bagdele, vendte deres små snuder i vejret og hylede. Gad vide, hvem der har lært dem det – og især hvorfor!
De danske mangler tilsyneladende ikke en præst. Men der kom en hel del grønlændere, så de gør måske. Jeg hørte noget om en præst og kateket og ølkasser i ornat.
Det gik egentlig forbløffende godt med både at få tændt for orglet og at spille på det ind imellem alt kordegne- og præstearbejdet. Da jeg i en otte vers sag fór vild i tællingen, var Cornelius der som en mis med en finger i vejret, og så fik de et vers til. Men jeg er egentlig udmærket tilfreds med kun at være præst, hvilket jeg godt havde en mistanke om på forhånd.”
Læsere af Navnligthy ønskes fortsat god sommer.
Gitte Ishøy.
Gitte Ishøy.
Gitte Ishøys søster var kun 56 år, da hun døde. Savnet er stort, og processen med at renskrive brevene fra Grønland er med til at bearbejde sorgen.
klik her for oversigt over alle indlæg
