Et nyt og godt år

Af Carl Peter Krarup, arkitekt og aktiv sejler

Med ønske om et godt nytår, og gode nytårsforsætter, så har vi taget hul på en ny side i den årlige kalender. Dagene bliver endelig længere, og man kan se frem til ikke at skulle gå ud om morgenen i mørke, og komme hjem i tilsvarende mørke.
Tænk på de lyse nætter og dette fantastiske fænomen på vores breddegrader.
En ny sæson af udendørs fritidsaktiviteter er på vej, ikke mindst for os, der bruger fjorden og Thisted bredning, og forhåbentlig bliver denne sæson mindst lige så god som den sidste.


Men inden man kan komme til at dyrke sine udendørs  fritidsaktiviteter, kommer den ikke mindre hyggelige tid, hvor alt grejet skal sættes i stand og gås efter, og alle forventningsfuldt forbedrer eller klargøre deres redskaber. Alle er klar med et godt råd, hvis det mangles, og der er en positiv og spændt stemning
Denne forventningsfulde og positive indstilling til tingene, som er karakteristisk for den slags beskæftigelse, er utrolig livsbekræftende.
Alt denne aktivitet skulle jo gerne medføre, at man får endnu flere gode dage på vandet, samtidig med at alt grønnes, træer springer ud, græsset begynder at gro og skal til at slås igen – det sidste kan jeg personligt godt undvære.


Man behøver ikke en gang at kigge specielt meget efter for at registrere, at de første løgplanter allerede har stukket hovedet frem og venter bare på noget mere sol før de kan springe ud.
Og dette at mødes med mennesker, som man kan drøfte både løst og fast med, i en positiv og givende atmosfære, er efter min mening en meget væsentlig del af et fællesskab.
Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis denne sprudlende aktivitet og positive indstilling til tingene kunne overføres til resten af vores landsdel, der ofte bliver anskuet i en mere mismodig og pessimisme vinkel.
Tænk hvis alle kunne mødes i en positiv og konstruktiv ånd, hvor kunne det være givende.
Thy er bestemt ikke den dårligste egn af Danmark at være borger i, og tænk hvor langt vi kunne nå ud, hvis tilgangen til hverdagen måske var en tand mere positiv.

klik her for oversigt over alle indlæg