Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 12. Marts 2018
Jeg kan snildt finde ud af at koge et æg, uden at vandet brænder på, og jeg har også lært, at det er en fordel at fjerne plastikken fra en fryse-pizza, inden pizzaen kommer i ovnen, så helt uden evner er jeg nok vel ikke. Ikke helt. Men jeg tror, at jeg lider af tiltagende fattesvaghed – hvilket vil sige, at mere og mere flyver hen over min fatteevne. På det seneste er det gået helt galt, desværre takket være den somaliske flygtning og slagteriarbejder Mohamed Ibrahin fra Tican i Thisted.
Det er ikke Mohamed Ibrahin, der er noget i vejen med. Tværtimod: Han har i godt halvandet været i stand til at forsørge sig selv. Så fandt regeringen i al sin visdom ud af at hæve grænsen fra 350.000 kroner til 418.000 kr. om året, som var den løn, en flygtning skal tjene for måske at få lov til at arbejde i Danmark. I mellemtiden blev Mohamed flyttet fra daghold til aftenhold – og det var ikke, fordi han var Mohamed og truet af udvisning; det var, fordi han var kvalificeret. Dermed steg hans løn til 422.000 kr. om året, og så skulle alt være såre godt. I Danmark hedder det jo, at vi uanset efternavn godt kan bruge dem, der ”vil og kan” Danmark.
Men heldigvis har Styrelsen for International Rekruttering og Integration – SIRI – fundet ud af, at Mohamed alligevel skal returneres til Somalia. Ifølge lovgivningen kan lønnen nemlig kun bestå af grundløn, indbetaling til arbejdsmarkedspensioner og feriepenge. Akkordløn tæller altså ikke med. Mon Skat i øvrig er opmærksom på det? Hvis det ikke er tilfældet, må det være mange – også helt almindelige danskere – der skal have for meget betalt skat tilbage, fordi de er på efterløn, eller som måske ligefrem skal forsøge at tænke på andre græsgange på ydersiden af de danske grænser.
Det er jo her, min fatteevne bliver svag: Som jeg har forstået det, er grundløn plus akkord faktisk standardløn på de fleste slagterier. Og den unge somalier kan og vil knokle sig til dén løn på lige fod med sine kolleger. Min fatteevne kobler nærmest helt fra, når der er sund fornuft i at tage plastikken af fryse-pizzaen, før den ender i ovnen, mens det åbenbart ikke er sund fornuft at tage ordentligt imod en udlænding, der er fuldt ud i stand til at klare sig selv i et land, hvor gennemsnitslønnen er 312.000 kr. (i Nordjylland endda kun 290.000) ifølge Danmarks Statistisk opgørelse for 2016.
TiCan.
Det eneste, der bliver fanget af min radar, er spørgsmålet: Hvorfor går vi på akkord med anstændigheden? Og hvad mener politikerne i det hele taget, når de taler pænt om ”dem, der kan og vil Danmark”, når én af dem, der kan og vil, skal smides på porten, mens andre, der sikkert kan, men intet vil, skal blive her, fordi deres tilknytning til Danmark er størst, eller fordi fængselscellerne i deres hjemland er for små?
Både danskerne og europæerne i det hele taget bliver ældre og ældre – og jeg har en alder, hvor jeg stærkt kan anbefale det til alle. Men allerede for 12 år siden sagde daværende EU-kommissær Vladimir Spidla: ”I dag er der fire i den arbejdsdygtige alder for hver person over 65 år. I 2050 vil der kun være to arbejdere for hver pensionist”. Og ifølge hjemmesiden europarl.europa.eu vil der til den tid – om bare 32 år -være brug for 56 millioner arbejdende indvandrere bare for at kompensere for den faldende europæiske arbejdsstyrke. 56 millioner – det er næsten 10 gange så mange som den danske befolkning. Hvis det ikke er i vor tid, er det saftsuseme i vore børn og børnebørns tid.
Har det overhovedet noget med Thy at gøre? Det har alt med Thy at gøre, for vi er en del af det Europa, der virkelig kommer til at mangle varme hænder, så længe så mange holder deres hjerter kolde. Men har en udlænding taget en danskprøve, der er sværere end den, loven kræver, eller kan en udlænding tjene mere end den danske gennemsnitsløn – ja, så er det ud af vagten. Oven i købet, fordi det på den ene side er et krav, at flygtningen skal tjene mere, men på den anden side er det heller ikke nok.
Jeg ville gerne være så fattesvag, når det nu alligevel skal være, at jeg kunne se anstændigheden i at gå på akkord med almindelig sund fornuft. Jeg skal nok lade være med at nævne medmenneskelighed i den forbindelse, men det simrer alligevel i baghovedet, at det er der også noget, der hedder. Eller måske hed.
Nå, jeg må hellere slutte her, for jeg synes, det lugter til, at æggevandet alligevel er brændt på. Der er i hvert fald noget, der lugter …
Hans Peter Kragh.
