Selma fra havnen

Havnetøs: For Selma Enevoldsen var havnen og havnemiljøet barndommens trygge sted. Her passede alle godt på hinanden

Af Klaus Madsen – 25. juni 2015

SNEDSTED: Der er mange år, og det man kan kalde en helt verden til forskel fra Selma Enevoldsens nye lejlighed i Snedsted og barakken bag kulpladsen på Thisted Havn, som var hendes barndomshjem. Her voksede Selma op som en af seks søskende.

Klik på pilen for at høre Selma Enevoldsen fortælle

Barakken var en af tyskernes og krigens efterladenskaber. Der var ikke meget plads til de to familier, som boede i barakken. Der var heller ikke nogen form for bekvemmeligheder, men der var kærlighed.
Selma blev født i 1943 i en lejlighed i Nørregade 27. Hendes forældre, Mathilde og Peter Pedersen, flyttede efter besættelsen, 1946 eller 1947, på havnen. Selmas far var fisker og tog forefaldende arbejde som arbejdsmand. Selmas mor passede hjemmet og børnene og hun klarede garn og kroge for havnens fiskere. Forældrene kunne godt lide at bo på havnen og de flyttede først fra barakken på i 1964.
Selmas søskende hed Erna, Kaj, Herluf, Nikoline og Grethe. Selma, Nikoline og Grethe lever stadig.

selma07

Selmas hjem var i barakken, nederst til venstre, bag kulpladsen på Thisted Havn.

Havnen var en spændende og farlig legeplads. Da Selma var 3-4 år gammel, var hun ved at drukne. Hun var ude at sejle med en af brødrene, Herluf, i en robåd. Selma var vild med vand, og hun elskede at hænge ud over robådens ræling for at røre vandet. Pludselig fik hun overbalance og faldt i vandet.
Hendes far stod på land og råbte til Herluf, at han skulle hive Selma op i håret. To gange kom hun op til overfladen, før det lykkedes Herluf at få fat i det lange hår og hive Selma op i båden. Som tak stak den lille forskrækkede pige sin redningsmand en lussing. Det var hun lidt flov over.
Vandgangen gjorde helt naturligt, at Selma, der voksede op med havnen og fjorden, blev skrækslagen for at få hovedet under vand. Derfor blev det godt for hende at lære at svømme hos Herdis Dyhrmann på Søbadet. Så kunne Selma også springe på hovedet fra vippen på Søbadets springtårn. Det var en sejr for en pige, der ellers ikke frygtede noget. Som stor pige og voksen har hun også tit taget sig en svømmetur i havnebassinet.

selma01

Barakken på havnen.

Der var miljø på havnen – et godt og trygt miljø. Legen på havnen var farlig og spændende. Der var altid en båd at sejle i. Havnens børn byggede tømmerflåder og sejlede på ekspedition i havnebassinet Fiskerne og havnens folk holdt godt øje med børnene. Selma følte sig tryg, og hun ser gerne tilbage på tiden som pige på havnen. Hun husker ikke at hun nogen sinde var bange. Havnen havde sine uskrevne love, og der var stor gensidig respekt.
Om aftenen skulle man tænde for havnens lys for at se at komme hjem. Selma husker med et lille skævt smil, hvordan hun tit skulle finde og tænde lyset, når hun fulgtes med storebror Herluf. Han var nemlig skrækkelig mørkeræd.
Selma var også den lille vævre pige, der hurtigt kravlede over hegnet til kulpladsen for at hente en vildfaren fodbold.
selma118 selma119 selma123

Selma er stolt af sine børn og familie. Hun var i 44 år gift med Karl Emil, som døde i 2011

Det var en kakkelovn, der om vinteren varmede træbarakken op. Det var også kakkelovnen, der var årsag til, at Selma har et slemt brandsårsar på ryggen. Hendes far skulle en vinterdag, Selma mener det har været i 1949,  tænde op i kakkelovnen. Det blæste kraftigt, og måske har briketterne eller koksene været lidt fugtige, så for at hjælpe ilden lidt på vej kom han aske på en kulskovl, hældte petroleum over asken i kulskovlen, tændte og smed det brændende ind i kakkelovnen. Det lykkedes ikke de første gange, og da det endelig lykkedes, var det dampene fra det uforbrændte petroleum, der med en voldsom stikflamme satte ild til stuen og forbrændte Selma, der stod tæt på kakkelovnen.
Selma husker, der kom en mørk skikkelse med en stor gennemvåd frakke og bar hende ud. Hun kan også huske, at hun stod og så på brandfolkene der slukkede ilden. Som voksen har hun tit ønsket at finde ud, hvem hendes redningsmand var. Det lykkedes aldrig.
Hun husker også, at hun blev lagt ind på bordet hos nabofamilien Bøgild. Her kom hendes onkel, den kloge mand Farsinsen, for at læste over brandsårene, inden hun i ambulance blev kørt på Thisted Syugehus.
Det sidste hun husker, inden hun blev bedøvet på operationsstuen, er onklens ansigt. Opholdet på sygehuset varede 5 måneder. Selma husker, at hun næsten ikke kunne gå, da storesøster Erna hentede hende hjem fra sygehuset. Det sidste stykke blev hun kørt på farens cykel. Det var i nogle år svært at blive fortrolig med vand og ild for en 6-7 årig pige.

selma06

Selmas ældre bror Herluf klarer kroge til fiskeri på fjorden. I baggrunden Selmas mor Mathilde.

Det var arret efter brandsåret, der gjorde, at Selma blev drillet i skolen. Der var kommet lus i  klassen, og alle blev sendt til skolelæge Else Kjær for at blive set efter. Da skolelægen så arret på Selmas ryg blev hun holdt tilbage for at skulle fortælle om, hvor hun havde arret fra. Tilbage i klassen troede alle derfor, at det var Selma der havde lus.
Siden blev hun drillet, og ingen ville lege med “lusepigen”.
På Borgerskolen havde hun en gymnastiklærerinde, som havde øje for Selma. En gang om ugen tog Selma på besøg hos lærerinden, der boede på Spangbergsvej. Ofte spiste hun aftensmad med familien, og gik først hjem på havnen, når der var vasket op. det var hyggeligt og trygt.
De første gange, hun tog på besøg hos læreren på Spangbergsvej, måtte hun nærmest løbe spidsrod forbi vejens drillende børn. Det sluttede først, da en af børnene, John Lindskog, fik stoppet drillerierne.
Det sidste halve år af 7. klasse blev Selma væk fra skolen. Hun kunne ikke klare drillerierne. Det skete med skolens billigelse.
Når skoledagene var slut tjente Selma lidt til en biografbillet ved at gå ærinder. I Toldbodgade boede fru Johansen. Hun var en ældre dame, som ikke kunne klare indkøbene selv. Det klarede Selma, og hun nød også besøgene. Fru Johansen havde to gamle dukker, som hun forærede til Selma – som stadig har dukkerne.
For at tjene lidt flere penge fangede Selma, og de ældre brødre Kaj og Herluf, rejer i fjorden og havnen, som de solgte de blandt andet til Hotel Ålborg, der så kunne tilbyde gæsterne friskfangede og nykogte rejer.

Selma rejste som ung til København, hvor hun blandt andet arbejdede på en feriekoloni. Senere kom hun til Århus og arbejdede på Århus-Kalundborgbådens 1. klasse med servering.
Hun var i 44 år gift med Karl Emil, han døde i 2011.
Hun er  stolt af sine 5 børn Pia, Lotte, Kim, Ib og Johny. Johny døde som 38-årig af systisk fibrose.

selma110

Selma har i mange år været radioamatør – en hobby hun delte med sin mand. Det begyndte med walkie-talkie og udviklede sig til at hun tog licens som radiomatør. Blandt andet fik hun kontakt med en mand i Chacago, Harry Gilling. Ham taler hun nu på flot engelsk med i telefon.
Det er ikke desværre tilladt at sætte antenne op på ejendommen hun nu bor i i Snedsted, men hun har stadig radioudstyret.

Flere gange under vores samtale spørger Selma, om ikke jeg er træt af at høre om hendes barndom. Om ikke det hun kan fortælle er ligegyldigt. Hver gang må jeg svare, at selvfølgelig er ingen menneskers fortælling ligegyldig.
Tankevækkende er det, at Selma lægger vægt på, at hun gennem sin opvækst og senere har lært at kende sin plads. Hun har gennem livet haft god ballast i opvæksten på havnen, hvor der var sammenhold, kærlighed og respekt.
Hun har båret drillerierne med sig gennem livet.
Hun synes hun har haft et godt liv.

De sort-hvide fotos er fra Lokalhistorisk Arkiv Thisted.

opdateret 25. juni 2015

Del navnligthy.dk med dine venner