Med fejekosten – og under brandhjelmen i Hanstholm

VICEVÆRT OG BRANDMAND: Peer Dige har været Hanstholm Centrets vicevært i mere end 10 år, og brandmand ved Falck og brandvæsenet i Hanstholm i over 36 år

Af Klaus Madsen – 6.oktober 2011

HANSTHOLM: 11. september 2001 husker mange helt præcis hvad de lavede. Peer Dige husker også dagen helt klart. Han startede om morgenen klokken fem på den første arbejdsdag som vicevært i Hanstholm Centret. Som brandmand husker han også dagen. hvor mange brandmænd i New York mistede livet, da de forsøgte at redde mennesker fra de to tårne på Wall Street, der blev ramt af to store passagerfly. Tårnene faldt sammen – sænket af et terrorangreb. 57-årige Peer er stadig vicevært i centret med stor gulvvaskemaskine, vandkande til at vande blomsterne på centertorvet, pligt til at holde toiletterne rene, og en vogn med kost, skovl, affaldspose og en smart tang til at samle cigaretskod op med.

Klik på billedet for at høre Peer fortælle

Peer er født og opvokset i Hanstholm. Han er blevet voksen sammen med en by og havn i stærk udvikling og vækst.
Da festlighederne 10. 11. og 12 september 1967 markerede indvielsen af havnen, og holmboernes og thyboernes halvtårhundred lange kamp, var Peer med. Hans onkel, Frans Dige, var buschauffør, og han kørte Thisteds nye bybus, der i anledning af havneindvielsen var udlånt til Hanstholm af vognmand Jørgen Vestergaard. Havnen var i festdagene afspærret for almindelig biltrafik, og bybussen sørgede for  at transportere de mange besøgende fra parkeringspladserne til havneområdet.
Peer var i en fin uniform, syet til lejligheden af Peers faster,  med på bussen som billetør.
Det var festlige dage i Hanstholm i 1967. Når Peer ser tilbage, føler han, det har været spændende at se en havn og en by vokse op.

Peer rykker dagligt ud i centret med kost og affaldsvogn.

Mens han stadig gik på Hanstholm Skole fandt han arbejde som flaskedreng i Brugsen. Efter handelsskole i Thisted fik Peer en læreplads Brugsen. Når han nu tænker tilbage er det lidt sjovt, at han lige inden læretiden udløb, var med til at flytte Brugsen fra stafetbutikkernes barakker til det helt nye center – det center han i dag er vicevært for.
Efter læretiden var han i ni måneder værnepligtig ved CF-kolonnen i Thisted.
Han kom derefter i 1975 og 1976 til at køre lastbil og betonkanon. Et fragtskib havde påsejlet Hanstholm Havns ydermole og nogle sænkekasser var stærkt beskadiget. Peer husker han kørte beton i døgndrift til genopbygningen.
Fra 1976 til 1986 kørte han taxa. Det første år som chauffør og de sidste år som selvstændig vognmand.
I ti år, fra 1986 til 1996, var han ansat ved Hanstholm Havns Fiskeriforening og arbejdede med at vaske og udleje fiskekasser.
Inden han i 2001 kom til at arbejde som vicevært i Hanstholm Centret, var han fra 1996 ansat i Chrisfisk. Her filetterede og pakkede han fisk.

Det skal gå hurtigt når branddragt og hjelm skal på.

Værnepligtstiden ved CF-kolonnen i Thisted gav Peer en uddannelse som brandmand. Han fandt ud af, at det nok var bedre at køre med brandbilerne end køre efter dem når de rykkede ud. I 1975 henvendte han sig til brandvæsenets leder Henning Steffensen. Umiddelbart var der ingen ledige stillinger. Hurtigt blev der dog brug for tre brandmænd. Peer blev en af dem, og han kunne med uddannelsen fra CF starte med det samme. 1. juli 1975, dagen efter han var trådt ud af CF-korpset, havde han den første vagt, og han har været ansat siden.
Lidt banalt kan man sige, at Peer “brænder” for Hanstholm Brandvæsen. Det er dog ikke mere banalt, end han har har skrevet det bag på sin egen bil. Han har haft mange store og små, og gode og tragiske oplevelser.
Når alarmen lyder, og han hurtigt kører til brandstationen, trækker i branddragten og støvlerne, sætter hjelmen på hovedet og stiger op i brandbilen, er han “tændt”.
Efter Sydthy, Thisted og Hanstholm kommuner var lagt sammen, bliver den nye store Thisted Kommunes brandslukningsforpligtigelse varetaget af en kommunal station i Thisted, og tre Falck-stationer i Hurup, Frøstrup og Hanstholm.

Peer Dige er klar.

Arbejdet som vicevært i Hansthom Centret er frit, og det tarter tidligt hver dag med, at Peer låser op. Han har sit lille kontor, og i butikken, hvor Brugsen tidligere havde til huse, har han blandt andet den uundværlige gulvvaskemaskine. Han sætter en ære i, at der er rent i centret. Når han har kørt den timelange runde med gulvvaskemaskinen, nyder han duften af nyvasket gulv. To gange om året bliver gulvet, der består ef hårdtbrændte røde teglsten, behandlet med polish. Så for han hjælp af fem-seks mand fra et rengøringsfirma.
Begrebet “nye tider” har også ramt Peer og Hanstholm Centret. Hans officielle titel er blevet “teknisk servicechef”. Med et lunt smil fortæller han, at det ikke har fået lønnen til at stige astronomisk, og han er også godt tilfreds. Han håber på at blive pensioneret fra stillingen i centret.

Peer kører gulvvaskemaskinen rundt i centret.

Ingen skal være i tvivl.....

Peer er gift med Inga. De har to piger på 30 og 31, og fire børnebørn.

Del navnligthy.dk med dine venner