Nicolaj er smed og hjortefarmer med udlængsel

HÅNDVÆRK OG REJSELYST: 52-årige Nicolaj Therkildsen har besøgt og arbejdet i mere end 70 lande. Siden 1999 har han været selvstændig smed på Galgebakken ved Hassing, og siden 1995 har han været hjortefarmer

Af Klaus Madsen – 26. januar 2012

HASSING: Fra gårdspladsen på Nicolaj Therkildsens ejendom på toppen af Galgebakken er der mod syd en storslået udsigt over det thylandske landskab. Nicolaj købte stedet af forældrene i 1983. Det har også været stedet, hvor Nicolaj har haft sit udgangspunkt på rejserne til mere end 70 lande over hele kloden. Hver gang han er kommet hjem, er der kun gået få dage før han igen har mærket, det han beskriver som en frygtelig udlængsel.

Klik på billedet for at høre Nicolaj fortælle

På en 40-års fødselsdagsrejse til Australien i 1999 modnedes tanken om at veksle en tilværelse med at have fast arbejde, og være selvstændig på deltid, til en tilværelse som selvstændig. En måned efter han var kommet hjem fra rejsen, sagde han sit faste arbejde op. Fra værkstedet på toppen af Galgebakken har han siden drevet Galgebakkens Smedie og Hjortefarm. Det med hjortene var dog allerede startet i 1995.

Nicolaj Therkildsen bor på en ejendom på toppen af Galgebakken.

Nicolaj er født i 1959, på dronning Margrethes fødselsdag 16. april, i Lodbjerg som den yngste af fire søskende. Han er syv år yngre end den næstyngste. Han kom i lære som smed i Gettrup, og blev udlært 24. maj 1980. Hurtigt fik han arbejde som rejsemontør på Cimbria i Thisted. Det var her han fik kendskab til arbejdet med kornbehandlingsanlæg, som nu er mere end 80 procent af arbejdet i Galgebakkens Smedie.

Nicolaj har besøgt Australien seks gange.

Lysten til at være selvstændig kom den første dag Nicolaj mødte som lærling i Gettrup. Han fik udleveret en værktøjskasse, og fik besked på at gå i gang med at reparere en mejetærsker der stod uden for. Reservedelene var skaffet, så det var bare et gå i gang. Det er en lille fin detalje, at han husker dagen som en fin sommerdag, og mejetærskeren var lavet i Finland. Han husker tydelig følelsen af, at nu havde han fået ansvar. Det er en følelse han siden har haft det godt med, og en følelse der stadig giver lyst til at være selvstændig.

Brugt anlæg til kornlager på værkstedet.

Kendskabet til kornbehandlingsanlæg, fra tiden på Cimbria, blev grundlaget for drømmen om at være selvstændig. Nicolaj køber ældre anlæg, tager anlæggene ned og sælger dem igen. En stor del eksporteres – mest til Sverige. Han har også solgt anlæg til danske landmænd der har etableret produktion i de baltiske lande. Kunderne har været trofaste. Han synes det er rart, når han kan sælge til den samme kunde flere gang. Der måske anlæg i Danmark til de næste tre-fire år. Så vil det vise sig, hvad han kan finde på at arbejde med derefter.

Siden 1995 har Nicolaj haft hjorte på Galgebakken. Hvis det er muligt at få godkendelse fra fødevarestyrelsen har han planer om at lave et hjorteslagteri.

De mange rejser, og arbejdet i fremmede lande, har været lærerige. Tillid er mere end en floskel der findes frem ved højtidelige lejligheder. Nicolaj fortæller om en oplevelse, blandt mange, hvor han i Saudi Arabien var eneste mand fra Cimbria, da et kornbehandlingsanlæg skulle monteres. Fra aftalen om levering var på plads måtte der går 12 uger til anlægget skulle står færdigt. Der gik fem uger inden skibet med anlægget var fremme. På syv uger  lykkedes det Nicolaj med 60-70 ansatte, der kom fra Pakistan, Thailand og Filippinerne, at få det hele klar. Det var en af mange oplevelser hvor tillid, og lysten til at arbejde selvstændig blev grundig afprøvet.
Nicolaj har en enkel måde at arbejde på. Han taler direkte til og med mennesker. Han taler ikke ved siden af, oven over og heller ikke neden under folk.

Nicolaj har altid haft lyst til alt det der lugtede af benzin og diesel. Den gamle firehjulstrukne Mercedes er samme årgang som Nikolaj - 1959. Den er købt fra en kommune i vestjylland og sat i stand, og bruges til studenterkørsel.

Kawasaki-motorcykler har været, og er stadig Nicolajs passion. Han har en af de få sekscylindre Kawasaki i Danmark.

Hvert år, omkring jule- og nytårstid, tager Nicolaj på en flere uger lang tur til varmere himmelstrøg. Han bryder sig ikke om den våde, kolde og mørke danske vinter. De sidste seks år han han fejret nytår i blandt andet Argentine, Namibia, Thailand og New Zeeland. Det er som at få ny strøm på kroppen og sjælens batterier. Sidst gik turen til New Zeeland, hvor en autocamper bragte ham rundt.
Seks gange han været i Australien. I byen Perth har han rigtig gode venner, der også har været på besøg i Thy.
Hjemme på Galgebakken i Thy igen er han så klar til tage fat på arbejdet og kontakten med kunderne.

Nicolaj Therkildsen.

På Lokaltelefonbogens gule sider står en lille annonce under smede: Galgebakken Smedie og Hjortefarm!!
Måske er det hjortene, der bliver fremtiden på Galgebakken. Hvis det er muligt at få Fødevarestyrelsens godkendelse har Nicolaj har planer om at lave et hjorteslagteri. I øjeblikket går der et halvt hundrede moderdyr på markerne ved ejendommen.
Det er helt sikkert “lysten til at forme min egen hverdag”, der vil præge Nicolaj og fremtiden på Galgebakken.
Nicolaj har to døtre på 23 og 20. Han blev i 2005 skilt fra pigernes mor. Nu bor han sammen med Magda Raunsmed.

Del navnligthy.dk med dine venner