Leos jul er lysets fest i årets mørke tid

DEL GLÆDEN: Det står “kig bare ind hilsen Leo” på skiltet i Leo Jensens indkørsel på Østerbakken i Thisted

Af Klaus Madsen 11. december 2017

THISTED: En kane med et nissepar , en hest med nissehue, lysende bamser og julemænd, rensdyr, lyskæder og andet lysende julestads fylder, sammen med den diskrete lyd af julens mange melodier, Leo Jensens gårdsplads og have ved det lille dobbelthus på toppen af Østerbakken i Thisted.
Leo inviterer gæstfrit indenfor, og det benytter mange sig af.

Klik på pilen for at høre se billeder fra Leos juleudsmykning og høre ham fortælle sin historie

I de fleste af årets måneder fortæller en portal med indskriften “Leos Western Saloon”, at her bor legebarnet Leo.
Han har altid været betaget af westernmiljøet – også selvom han aldrig har været i USA.
Det var ideen om, at cowboyfigurerne, der er en del af gårdspladsens og havens miljø, op mod jul godt kunne skifte cowboyhatten ud med en nissehue.
For tre år siden blev cowboyland til juleland på Østerbakken.
Det har så bare grebet om sig. Hvert år har Leo købt nyt julestads. I 2017 tog det faktisk tre uger at gøre det hele klar og få det sat op. Det blev trukket mange meter ledning.

Leo, der fylder 65 I januar 2018, voksede, som en af fire søskende, op på Nørrealle i Thisted. Faren, Erling Jdensen, var handelsmand og havde vognmandsforretning.
For Leo blev det til 7 år i skolen. For bare 50 år siden var det svært at have problemer med bogstaver og ord.
Hjemme var det nødvendigt at hjælpe til. Efter skoletid skulle Leo og hans ældre bror Svend Erik, tit hjælpe faren. Når der skulle køres foder og gødning ud til landmænd fra firmaet Kjærgård Jepsen, yderst i Østergade, havde drengene tjansen med, på en sækkevogn, at trille de tunge sække hen kanten af ladet. Så kunne deres far bære de tunge sække videre på ryggen.

Med al julehalløjet omkring Leos hus er det en tanke værd, at legetøj og andet stads var der ikke råd til i Leos drengetid. Det var ikke et savn. Han husker dog, at hans mor havde syet nogle små sække, som han kunne lege med på en legetøjslastbil.

Som dreng begyndte Leo, ligesom faren, at handle med dyr. Han købte og solgte kaniner og geder. Kaninerne solgte han videre til et slagteri i Struer, som kom til Thisted efter slagtedyr en gang om ugen. Han havde, sammen med sin bror Svend Erik, lejet et stykke jord til dyrene ved åen ved alderdomshjemmet Kristianslyst. Det skete så nogle gange, at gederne fik appetit på blomsterne i alderdomshjemmets have.

Leo havde budpladser som dreng. Han kørte ud med varer til byens fruer fra konfektionsforretningen Busted. Helt anderledes var betingelserne, da han var bud for fiskehandler Mortensen på Thisted Havn. Det var både koldt og hårdt. Han skulle træde budcyklen og dens last af fiskeaffald fra havnen til en minkavler på engen ved åen.

Leo havde efter skolen mange forskellige forskellige jobs. Han kom blandt andet til at arbejde som arbejdsmand på Landlyst Teglværk. Mens han og familien boede i Kåstrup var han graver ved Kåstrup Kirke. Han havde i nogle år en minkfarm på Ballerum. Han tog også ud på gårdene som hjemmeslagter.
Lysten til at handle fulgte hele tiden Leo. Handelen med heste var stor i nogle år.
Dyr havde Leos store interesse. I Kåstrup oprettede han en fuglepark, som blev et yndet udflugtsmål.
For 20 år siden lukkede han fugleparken og flyttede til Thisted.

Leo har tre børn på 42, 40 og 30 år. Han har tre børnebørn. I huset på Østerbakken bor han alene. Han blev skilt for 12 år siden.
Han driver nu et firma med speciale i at rense blandt andet tage og indkørsler for alger. Som han siger: – Ringer en mand, som gerne vil have malet eller klippet en hæk, så klares det også.

Leos sidste hest – Vildsund Marked 2010

Klik på pilen for at opleve Leo på Vildsund Marked i 2010

Del navnligthy.dk med dine venner