Knuds Eriks have

FRIHED: Mellem Christiansgave og Nørregade nyder Knud Erik Thomsen friheden og sammenholdet i en af de små haver på Amager

Af Klaus Madsen – 26. maj 2016

THISTED: I 2010 døde Knud Erik Thomsens bror Svend Aage. Knud arvede derfor have nummer 74 på Amager. Svend Aage havde haft haven siden 1993. For Knud, der er en årgang 1951, var det næsten som at komme tilbage til barndommens Nørregade. Så snart lyset og foråret kommer, må Knud Erik en tur i haven hver dag. Blomster skal vandes og græsplænen skal holdes klippet.

Den lille plet jord på Amager er et fristed. Her er fred og ro. Trafikken i Nørregade forstyrrer ikke freden. Knud bor i en lejlighed på Grønningen, og de fleste, der har en lille have på Amager, bor i lejlighed. Der er sammenhold, og alligevel er der respekt, for de som ønsker fred og ro. For nogle er haven og fællesskabet på Amager den bedste kur for et svært sind.

knuderik27

Knud passer to haver på Amager, og han har også en have i haveforeningen Halden på Thingstrupvej. Kolonihaverne på Amager er kendt for et godt sammenhold. Det er i have nummer 74, han opholder sig mest. Have nummer 74 er blevet til en prydhave med græsplæne og blomster i bed og krukke.Her hygger han sig, nogle gange med gode venner, under halvtaget til det lille havehus. Så går timerne og snakken. De drikker en øl, og nogle aftener hver sommer bliver der tændt op i grillen.

knuderik21

I havehuset er et gaskomfur, så der kan laves et måltid varm mad. Mellem komfuret og hylden med porcelæn og bestik står en lænestol som Knud nyder at slappe af i. Der er lige plads til en gammel sofa, og selvfølgelig en middagslur på en lun sommerdag. På en bjælke under loftet hænger gamle lidt falmede billeder af familien, og udklip, som fortæller, at her betyder det noget, når man tager sig godt og ordentlig af hinanden.

knuderik04

knuderik22

I et hjørne af haven er et lille hus med et kemisk toilet. Der er et toilet i kolonihavernes fælleshus. Det “lille hus” i Knuds have er for hans kæreste Lone, der er benamputeret og hun kan ikke gå så langt.

Knud er født i 1951. Da han blev konfirmeret i 1965 og sluttede skolegangen i 7. klasse, begyndte han at fiske med en af fjordfiskerne fra Thisted. I 1967 tog han til Skagen og fik hyre på en kutter. Fra 1968 til 1984 sejlede Knud med danske handelsskibe. Han har været på hele kloden, og han siger med et smil, at kun mangler at have besøgt New Zeeland. Da han i 1984 skulle skaffe sig to dages arbejde i land for at blive overflyttet fra Sømændenes Forbund til SID, fik han arbejde på Hanstholm Havn. Det varede i 12 år til en nedslidt ryg gjorde, at han i 1996 måtte på førtidspension.

knuderik24

På havehusets dør hænger et foto af Knuds bror Svend Aage, der havde haven, nr. 74, fra 1993, til han døde i 2010.

 

knuderik14

Til højre billedet af Knuds forældre Ellen og Henry Thomsen.

For Knud er haven på Amager som at vende tilbage til drengetidens leg i gården til Nørregade 31. Her var kårene fattige. Hans far Henry Thomsen var arbejdsmand, og hans mor Ellen gjorde hver dag rent i bageriet hos bager Krabbe i Storegade.En have på Amager, og de grønsager som kunne dyrkes her, var et godt supplement til et stramt husholdningsbudget. For at kunne få en have på Amager skulle hans far være medlem af Thisted Arbejderforening. Det var et medlemskab der også gav ret til en årlig dividende for de varer som familien købte i arbejderforeningen.
Knud nummer fire i en søskendeflok på seks. Knud husker, at der om vinteren ikke var meget arbejde til en arbejdsmand. Når der var sne blev ledige arbejdsmænd udstyret med et snetegn, så de med egen skovl kunne rydde fortove og veje, og skaffe en lille indtægt.
Knud har været gift, og han har tvillingerne Kamilla og Karsten på 25. Han er nu kæreste med Lone.

knuderik03

Truslen om at Knud, og alle de andre, skulle miste haven på Amager hænger i luften. For en halv snes år siden solgte Thisted Arbejderforening jorden. Nu truer et ønske om at fuldbyrde en plan om boliger havefolket på Amager.
Lukkes Amager lukkes også et stykke kolonihavehistorie. 4. april kunne kolonihaverne langs åen fejre 125 års fødselsdag.
Lukkes Amager forsvinder et enestående stykke kulturhistorie og et livskraftigt fællesskab for mange mennesker.

knuderik08

Knud med “de ti menneskelige bud”, som i en lidt krøllet udgave hænger på væggen i det lille havehus.

De de ti menneskelige bud:
1. Tal til mennesker. Der er intet så dejligt som en munter hilsen.
2. Smil til mennesker. Man skal bruge 72 muskler for at se sur ud, men kun 14 til at smile.
3. Kald mennesker ved navn – den sødeste musik i øret er lyden af ens eget navn.
4. Vær venlig og munter. Hvis du vil have venner, så vær selv venlig.
5. Vær hjertelig. Tal og optræd som alt, hvad du gør, er til glæde for dig selv.
6. Vær rundhåndet med ros – og forsigtig med at kritisere.
7. Vær virkelig interesseret i mennesker. Du kan komme til at synes om enhver, hvis du prøver.
8. Vær nænsom mod andres følelser.
9. Lyt med eftertanke til andres mening. Der er altid tre meninger i en kontrovers: Din egen, den andens – den rigtige.
10. Vær kvik til at gøre tjenester for andre. Det, der tæller mest i livet er, hvad du gør for andre.

Gid alle må leve op til disse kloge ord