Tragedier – stærk tro og håbet om et evigt liv

KIRKEGÅRD: På en klittop, i læ af  forblæste træer, ligger Vorupør gamle kirkegård. Grave og gravsten fortæller stilfærdigt historier om et liv med havet i klitten for et århundrede siden.

Af Klaus Madsen – 6. maj  2010

VORUPØR: Bilerne suser hastigt forbi, og motorstøjen blander sig med det svage brus fra havet. Syd for Vorupørvej og øst for Kystvejen ligger Vorupør gamle kirkegård.

Klik på billedet for at høre om kirkegården og se billeder.

Et lille bump fortæller, at man har forladt den komfortable asfalt og må køre et par hundrede meter på en grusvej for at komme frem til kirkegårdens smedejernsport og den galvaniserede låge. Et nethegn på hvidmalede stopler, med røde toppe, grænser kirkegården mod øst. Mod vest et stendige omhyggelig bygget af sten, der formentlig er samlet på stranden et par kilometer væk.

Diget mod vest på Vorupør gamle kirkegård.

Kresten Hansen Nielsen blev 33 år.

Kirkegården fortæller, i al sin forladthed, historier om et liv i klitten. Det stride visne græs har taget magten over gravene. I 1878 blev der på klittoppen bygget en kirke af røde mursten. Det lille samfund af fiskere i Vorupør havde været tilknyttet kirken i Hundborg. En gåtur, der for de fleste var på et par timer hver vej for at komme i kirken til søndagens gudstjeneste. Der var også langt til et besøg på kirkegården.Med få ord på gravstenene mindes besøgende på kirkegården om ulykker på havet hvor mænd omkom. Det var barske vilkår for klittens folk. Det var ikke bare en historie når en ægtemand, en far, en søn, en bror ikke kom tilbage.

Jens Munk-Poulsen og hans kone Maren Munk-Poulsens grav. Han døde i 1921 og hun døde i 1935.

Nørre Vorupør gamle kirkegård.
Foto: Klaus Madsen

Lige indenfor smedejernslågen, lidt til venstre, står en monumental gravsten over lærer Jens Munk-Poulsen. Han var født og opvokset i Vorupør. Jens Munk-Poulsen har haft stor betydning for Vorupør. Han var stæk tilknyttet Indre Mission og stod bag opbygningen af Fiskercompagniet hvorfra fiskerne i fællesskab fik afsat fangsten. Den kirkelige vækkelse var i de sidste årtier af 1800-tallet begyndt at få fodfæste også i Vorupør.

26. marts 1885 blev fiskerne lange vestkysten overrasket af storm. Otte fiskere fra Vorupør var bjærget af redningsbåden. De omkom da redningsbåden kæntrede i brændingen.

Der var nok at tage fat på. Drikkeriet var et dagligt problem, og en svøbe for de fattige familier. En ulykke i 1885, hvor otte mænd fra Vorupør omkom, var vendepunktet der styrkede Indre Mission i Vorupør. Skriftsteder på gravstenene fortæller om en stærk tro og et håb om frelse og nåde. Fortabte sjæle havde det svært i Vorupør omkring forrige århundredeskifte.

Fem børn måtte familien bære til graven på seks år.

Børnegrav.

Børneflokkene var store, og de mange børnegrave fortæller om en næsten ufattelig høj børnedødelighed. Familier har ofte, mere end en gang, gået den tunge vej til kirkegården med en lille kiste. Mange gravsten står over helt unge mennesker. Tuberkulosen og den spanske syge var hårde modstandere. Det var svært at finde mening med sygdom og død. Mange fandt trøst i troen og Indre Missions fællesskab.

Menighedsrådsformand Johannes Kristensen, Udmark, ønskede at blive begravet på Vorupør gamle kirkegård.

Der har de senere år været enkelte begravelser og urnenedsættelser på Vorupør gamle kirkegård. Menighedsrådsformand Johannes Kristensen, Udmark, blev begravet på kirkegården i juni 2008. Han arbejdede utrættelig for at bevare den gamle kirkegård. Han kunne fortælle om gravenes menneskener og familierne.  Han havde et ønske om at få fredet kirkegården og fastholde noget af historien om klittens liv og folk. Om Johannes Kristensen fortælles, at han til en begravelse på den gamle kirkegård, hvor det hele vist blev lidt for verdslig, stillede sig op på en cementkant og sagde: – Her skal vist en bøn til.

Skriftsted på gravsten over et ungt menneske.

Kilde: Eva Nielsen, Vorupør Museum/Museet for Thy og Vester Han Herred

Del navnligthy.dk med dine venner