KARETMAGER: Leif Krogsgaard er barnebarn af karetmageren i Bedsted. I 1913 vendte Christian Krogsgaard tilbage til Thy. Efter fire år på valsen i det Europa ville han egentlig være karetmager i Hørdum. En tilfældighed fik ham til Bedsted.
Af Klaus Madsen – 16. februar 2012
BEDSTED: På en februardag i 2012 er der både koldt og stille i Leif Krogsgaards værksted ved siden af Missionshuset på Morup Møllevej i Bedsted. Sådan har det ikke altid været. I 1924 besluttede Leifs farfar, Christian Krogsgaard, at bygge et nyt værksted. Bilerne og moderne tider gjorde allerede i 1920´erne op med karetmagerens traditionelle arbejde. Det nye værksted havde bedre plads til at bygge de lastbiler, der blev karetmagerens nye arbejdsområde.
Efter fire år på valsen vendte Christian Krogsgaard, der var født i 1888, en dag i 1913 hjem til Thy.
Leif Krogsgaard har en lille sirlig ramme med et visitkortfoto af en meget und farfar. Rammen har Leifs farfar selv lavet. Bag glasset, sammen med billedet, er to skrøbelige Edelweiss. Blomsterne havde farfaren plukket, formentlig på en bjergvandring i Schweiz, da han gik på valsen. Glasset er støvet, men Leif tør ikke tage bagkædningen af rammen – han er bange for, at Edelweiss-blomsterne, efter næsten hundrede år, vil smuldre helt væk.
Christian Krogsgaards første karetmagerværksted i Bedsted.
Det var et spil af tilfældigheder, der fik Christian Krogsgaard til Bedsted. En karetmager havde startet byggeriet af et nyt værksted. Han mistede åbenbart troen på sin egen fremtid, og da han hørte, at Christian Krogsgaard var på vej hjem til Thy, tog han til stationen for at få den unge hjemvendte til at stå af i Bedsted.
Leif beskriver det malende: – Han flåede farfar ud af toget.
Resultatet blev, at Christian Krogsgaard købte værkstedet, byggede det færdigt og blev karetmager i Bedsted.
Der hænger stadig et par træhjul på karetmagerens værksted.
Leif med høvl til indvendig og udvendig side af træfælgen.
I næsten et halvt århundrede var Christian Krogsgaard karetmager i Bedsted. I 1961 overtog sønnen Herman Krogsgaard, Leifs far, værkstedet. Endnu en gang havde moderne tider og bilernes udvikling ændret på karetmagerens arbejdsopgaver. Den sidste lastbil blev bygget på værkstedet i 1958.
I årene efter det nye værksted blev taget i brug i 1925 gik det godt. Der var en 11 mand ansat da det i slutningen af tredieverne gik bedst. I 1938 byggede karetmageren i Bedsted 38 lastbiler på chassis. Førerhusene blev bygget som et træskelet, der blev beklædt med karosseri-plader. Indvendig blev sæder, døre og sider beklædt med betræk. Det var solidt arbejde. At lukke en dør til førerhuset på en af karetmagerens lastbiler var som at lukke et godt pengeskab.
Farfarens båndsav og tykkelseshøvl. Leif passer godt på de gamle maskiner. For at undgå rust er maskinerne smurt ind i syrefri olie.
Krigsudbruddet i 1939 stoppede effektivt opbygningen af lastbiler i Bedsted. Nedgangen var til at tage at føle på. Der blev bygget og solgt to lastbiler i 1939.
Krigsårene var magre. Der var kun reparationsarbejde tilbage.
Efter krigsårene var det svært. Bilfabrikkerne begyndte at levere færdige lastbiler. Efterhånden blev arbejdet på værkstedet ændret til opretning af trafikskadede biler. For at fylde ledige timer blev der købt nyere skadede biler, som så blev genopbygget og solgt. De sidste år var det næsten kun genopretning og genopbygning af skadede biler.
Falck fik bygget en kranvogn i Bedsted.
Stillet op til fotografering, ved det første værksted fra 1913, står Leifs far med farfaren i hånden – formentlig i 1923 eller 1924 inden det nye værksted i 1925 blev taget i brug.
Christian Krogsgaard døde i 1971. Efter Leifs fars pludselige død i 1982 blev værkstedet lukket og firmaet afviklet. Et par år senere flyttede moren til et mindre parcelhus, og Leif og hans kone Linda overtog hus og værksted på Morup Møllevej.
Leif fik ikke en håndværkuddannelse. Han blev udlært som reservelsekspedient og arbejde de sidste 30 år som lagerchef hos Fiat i Bedsted. Han er alligevel fortrolig med karetmagerhåndværket.
Hjulene blev samlet i denne maskine.
En gammel høvlebænk – her stod en gang en travl karetmager.
Der bliver passet godt på det gamle værktøj. Stort set alt er bevaret. Gamle uopslidelige maskiner, trukket af blafrende remme fra en aksel under loftet, vidner om en svunden tid. På værkstedsloftet er et par kamre, hvor lærlingene boede. Under krigen lagde et par tyske officerer, fra Missionshuset, som tyskerne havde taget, beslag på et af loftskamrene.
Da der var mest at lave stod nogle af svendene ved høvlebænkene på loftet.
Her boede karetmagerens lærlinge.
Bekymringen er nu hvad der vil ske med et næsten komplet karetmagerværksted. Det ,der har betydning og fortæller en historie, er måske bare gammelt ragelse for næste generation.
På et søm i vindueskarmen, der har siddet i værkstedsmuren siden 1925, hænger en saks under et af krigens mørklægningsgardiner.
Saks, vindueskarm og gardin – og inde i stuen den lille ramme med det gulnede foto af en ung karetmager og et par tørrede og skrøbelige blomster fra Schweiz er historie – en god historie.
Saksen i vindueskarmen under mørklægningsgardinet.
