Jettes rejse til Agger blev en smertefuld parentes

ADOPTION: Jette skulle i 1950 erstatte en 10-årig pige, der 28. december 1947 omkom ved en ulykke, hvor nytårskyts var årsag til en brand

Af Klaus Madsen – 15. august 2013

AGGER: Jette Åse (Christensen) Rasmussen står der på den blå koppeattest, som amtslæge Lejf Folke 14. juni 1950 udfyldte. Jette Aase hedder nu Bech. Hun husker lidt fra dagen, da hun blev koppevaccineret. Hun husker hun sad højt på en briks. Hun husker hvide forhæng og andre børn. Hun husker ikke, om det var på sygehuset i Vestervig. Det har måske været i amtslægens konsultation i kælderen til amtslægeboligen i Skovgade i Thisted. Attesten blev først udfyldt, efter der ved et eftersyn var konstateret “positivt anslag”.

Klik på pilen for at høre Jette Åse Bech og Hans Erik Nørgaard fortælle

Jette har koppeattesten som det eneste håndgribelige minde om en tid i Agger. Som 67-årig, 63 år efter at attesten blev udfyldt, stod hun 19. juni 2013 igen i Agger. Foran badehotellet prøvede hun at genkalde Agger-tiden med nogle få stærke glimt i hukommelsen. Med mange spørgsmål, som hun godt ved er svære at få besvaret, og en stærk, men stille vrede over, at hun blev efterladt med en del af barndommen som et sort hul.


Det var en lille pige på 4 år, der kom til Agger fra Kirke Helsinge Børnehjem på Vestsjælland. Hun husker kun, at hun på rejsen fra Sjælland til Thy var ledsaget af en af børnehjemmets ansatte. Hun skulle være barn i hjemmet hos ægteparret Hilda og Henry Kristensen. Det var også en af børnehjemmets ansatte, der tog til Agger for at bringe Jette tilbage efter en mislykket adoption.

Jette Åse Bech.

Hilda og Henry mistede deres eneste barn, 10-årige Annalise, ved en ulykke 28. december 1947. Hans Erik Nørgaard, der er født i 1951, og opvokset i Agger, og stadig bor i byen, kan berette om Hilda og Henry og ulykken.

Hans Erik Nørgaard.

Hilda gik hjemme og Henry havde en tid en lille vognmandsforretning med et par heste. Han kom senere til at arbejde for Vandbygningsvæsenet.

Henry med Annelise på armen og Hilda. Billedet er taget flere år før ulykken.

Hilda og Henry var i julen 1947 på julebesøg hos Hildas søster og svoger, der havde købmandsforretning i Klinkby ved Lemvig. Annalise, som alle i Agger kaldte “Lis”, og hendes far skulle selvfølgelig have nytårsskyts med hjem til nytårsaften i Agger. De gik sammen med svogeren op på loftet, hvor fyrværkeriet var i et loftskammer. Svogeren strøg en tændstik, måske for at skaffe lys eller tænde en cigar. I en avisreportage fra Thisted Amts Tidende om ulykken står, at han tændte en “tudse”, der knaldede og hoppede og antændte fyrværkerilageret.
På et øjeblik stod købmandsbutikkens loft i flammer. Henry og svogeren skyndte sig ned fra loftet. De troede, at Annalise var kommet med. Det var hun ikke. De løb igen op på det brændende loft, og fik den stærkt forbrændte pige ned fra loftet. Hun kom på Amtssygehuset i Lemvig. Her døde hun om aftenen 28. december. Henry Kristensen og svogeren blev også begge forbrændt og indlagt på amtssygehuset.

Reportage om ulykken i Thisted Amts Avis.

Agger var et samfund med mange fiskere, og præget af livet og faren ved arbejdet på havet. Der var, og der er stadig, en stærk tradition for sammenhold, også på tværs af familier med tilknytning til Indre Missions bevægelse, og familier der ikke  var rodfæstet i Indre Mission. Når ulykker rammer står man sammen.
Ulykken og døden ramte Hilda og Henry Kristensen  og hele byen blev en del af sorgen. Da båren med Annalise en kold decemberaften kom til Agger fra Lemvig, samledes Aggers beboere med skolebørnene i spidsen. I Thisted Amts  Avis beskrives hvordan lærer Kierkegaard talte, og forsøgte at trøste. Ved begravelsen 2. januar 1948 samlede aggerboerne sig om Hilda og Henry. Børnene fra Agger skole spredte grankviste på vejen, da kisten blev båret til graven på kirkegården øst for kirken.

Annelise blev nøgtern noteret som død i kirkebogen.

Snakken gik i Agger. Hilda og Henry havde mistet det bedste og mest værdifulde de havde. Hårdt ramt sad de afmægtige og alene tilbage. Godtroende og velmenende mennesker omkring Hilda og Henry har tænkt, at det kunne være godt, hvis Hilda og Henry fik et barn til erstatning for Annalise. Derfor kom Jette til Agger. Hun skulle erstatte Annalise.

Et smukt portræt af Hilda og Henrys Annelise.

Eva og Frits Grøn, der er født i 1930 og 1934, kan huske ulykken, og også at Hilda og Henry Kristensen fik Jette. Eva, der i 1950 ekspederede i bageriet, der lå i Agger Badehotels vestlige ende, og var nærmeste nabo til huset, hvor Hilda og Henry boede, husker  en lille lyshåret pige, der om eftermiddagen stod ved hushjørnet og ventede på Henry, når han kom hjem fra arbejdet ved Vandbygningsvæsenet. Henry var glad for Jette, og Jette var glad for Henry.
Eva husker også, at Hilda og Henry, inden Jette kom til Agger, havde haft en anden pige, der blev sendt tilbage, fordi Hilda ikke kunne acceptere, at pigen havde lus.

Eva og Frits Grøn husker begge Jette. Eva ekspederede i bagerforretningen, der var nærmeste nabo til Hilda og Henrys hus

Jette var i Agger, formentlig i nogle måneder i 1950. Da hun en junidag, 63 år efter, står ved Agger Badehotel og kikker mod øst gennem Agger, får hun øje på et lavt hvidt hus overfor hotellet. På det, hun husker som et stort mørkt loft over huset, har hun leget, og hun fik at vide, at det måtte hun ikke for “høkerens”. Hun kan huske, at hun kom til at drikke noget petroleum en dag hun legede. Hun kan ikke genkalde ansigterne på Hilda og Henry.
Glimt i Jettes hukommelse bringer billeder af en stor skorsten, en der fløjtede fra et åbent vindue, togskinner og et tog og et tårn.

Hilda og Henry boede i det lille hvide hus vest for badehotellet. Jette husker blandt andet bageriskorstenen. Bag huset var en stald, hvor Henry havde hestene han kørte med som vognmand.

Hilda og Henrys hus lå helt tæt på badehotellet og bageriet. De flyttede senere  til et nyt hus, som de byggede. Jette har fra husets køkken kigget ud på skorstenen og hørt bageren fløjte fra bageriet gennem det åbne vindue. Togskinnerne til toget, der bragte materialer fra Vandbygningsvæsenets plads i Agger til høfdebyggeriet var på diget. Tårnet har måske været det gamle radartårn, fra den tyske besættelse, i klitterne syd for Agger.
Hilda og Henry solgte senere huset ved badehotellet, og byggede et nyt. Efter en brand i 1986 blev huset fjernet.

Hilda Kristensen døde 5. maj 1980 og Henry Kristensen døde 13. november 1980.

Umiddelbart husker Jette, at Hilda var ond ved hende. Jette fik skubbet neglebånd hver dag. Når hun skulle spise, sad hun på bænken i køkkenet med hænderne på ryggen og blev madet af Hilda. Når Jette skulle have redt håret “hev og flåede” Hilda i det. Jette skulle gå i det samme tøj som Annalise, men hun måtte ikke lege med  Annalises legetøj.
Jette blev aldrig Hilda og Henrys erstatning for Annalise. Jettes ophold i Agger blev blot et nederlag, og derfor endnu en del af deres ulykke.

Efter 63 år har Jette været tilbage i Agger. Næsten symbolsk samlede hun en sten fra klitten. Hun har brug for at få samlet de sidste brikker til et billede af fortiden.

Yvonne Lund, der er født i 1943, husker Jette. Yvonne besøgte ofte Hilda og Henry. Hun havde de første fire år boet i Agger  hos bedsteforældrene,  og boede med alene med moren, der havde frisørsalon i Holstebro. Yvonnes mor var søster til Henry. Allerede da Yvonne var syv år, tog hun ofte selv toget fra Holstebro til Hurup for at komme på besøg i Agger – altid hos Hilda og morbror Henry.
Med et smil husker hun Henry som “onkel drys”. Når han kom fra arbejde, fik han kludeskoene på, en kop kaffe og en lur på divanen.

Var adoptionen af Jette lykkedes, ville Yvonne Lund være Jettes kusine.

Yvonne bor nu i Struer, hun er gift med Finn, og de har i mange år haft sommerhus på Klitvej i Agger.
En episode fra tiden, da Jette var hos Hilda og Henry, står klart i Yvonnes erindring. Hun skulle gå i Brugsen med kontrabogen, og Hilda ville ikke have, at Jette skulle med. Yvonne ville have Jette med, og det endte med, at de hånd i hånd gik i Brugsen.
Yvonne husker, at Hilda ikke behandlede Jette godt. Det var smerteligt, når Jette fik skubbet neglebånd og fik redt hår.
Jette skulle gå i Annelises tøj, men måtte aldrig komme på hendes værelse, der stod urørt efter ulykken. Hun måtte ikke lege med Annelises legetøj.
Annelis var for Hilda og Henry en engel. I dag kan Yvonne klart se, at det havde Jette ingen mulighed for at leve op til. Hilda magtede det ikke, og det var da også familien, der sørgede for, at Jette blev sendt tilbage.
Nu tænker Yvonne på, at Jette kunne være hendes kusine, hvis adoptionen var lykkedes. Hun har talt med Jette i telefonen, og de har aftalt at mødes.

Annelises gravsten med en engel…

Siddende på signalkanonen i Agger blev Annelise fotograferet i sommeren 1947 – få måneder før hun døde. Det var dette billede, der gav Jette gåsehud.

Et fotografi, hvor Annalise sidder på signalkanonen, gav Jette gåsehud. Pigen med det lyse hår og hårspændet lignede Jette som barn. Tanken, om at hun skulle erstatte Annalise, gør Jette vred. Hun er ikke vred på Hilda og Henry. Det har været et nederlag at sende Jette tilbage. Hun er vred på et system, hvor magtesløse børn er som en klump ler i hænderne på voksne.

Jette sammen med plejemor Else Marie Petersen, som har en pige, Solveig, fra børnehjemmet på skødet.

Børnehjemmet i Kirke Helsinge var godt. Else Marie Petersen var forstander,og hun viede sit liv til børnene. Hun blev aldrig gift.
Jette har haft god kontakt med en god “plejemor”, der forsøgte at adoptere hende. Det satte Jettes mor sig imod.
Da Jette var 7, måske 8 år, blev hun forsøgt adopteret til et Københavnsk direktørpar. Det varede kun en uge. Parret sendte Jette i Tivoli med rigeligt med penge, mens de selv var på arbejde. Det fandt Jette sig ikke i. Hun beklagede sig til direktørparrets rengøringshjælp, og kom igen tilbage til børnehjemmet, hvor hun blev resten af barndommen. Hun skulle ikke mere være voksnes kastebold.

Jette tilbage i Agger på diget, hvor togsporene hun husker, lå.

Knus og kram oplevede Jette aldrig som barn. Hun er født på rigshospitalet i januar 1946, af en mor der sendte den nyfødte datter på spædbørnshjemmet Kildevang. Jettes far var tysk officer, og han forlod først Danmark i november 1945. Han blev ved retten i Helsingør dømt til at betale børnebidrag, og betalte til Jettes mor. Jette ved, at han har holdt hende som nyfødt. Gennem foreningen for børn med danske mødre og tyske fædre har hun fået adressen på faren. Hun har aldrig haft mod eller kræfter til at opsøge ham. Moren havde inden Jette blev født fået også en søn med en far, der var tysk soldat. Den bror har Jette aldrig fundet.
Moren arbejdede i firmaet Chrome og Goldsmidt. Hun døde som 58-årig, da Jette var 25, og Jette arvede en pæn sum penge og en stor garderobe fra en mor, der havde levet helt anonymt i en lille lejlighed. Da hun mødte op i huset, hvor moren havde boet til leje, fortalte udlejeren, at moren levede et meget tilbagetrukket liv, og aldrig havde fortalt om Jette eller broren.
På et tidspunkt opsøgte Jette morens familie. Det var ikke vellykket. Da hun gik fra mødet med familien, havde hun ikke lyst til at komme tilbage.
Jette har et lidt pudsigt skæbnefællesskab med Yvonne Lund. Deres fædre var tyske soldater.

Jette har i 26 været gift med Niels.

Jette har skabt sig et godt liv på trods af lavt selvværd. Når hun mødte mennesker, der bare sagde, at hun så godt ud, havde hun svært ved at tro det. Det har været svært at føle sig elsket.
Hun har arbejdet med gymnastik hele livet, og været en dygtig gymnast. Hun har været en god skytte og instruktør, og hun har, som gymnastikleder og skydeinstruktør, givet mange unge mennesker gode oplevelser og en god start på livet.
Hun var meget ung, da hun fik den første af to sønner. På 26. år er hun gift med Niels Beck.

Det var omtale i Sparkædens blad Kulør, af Ladywalk i Agger, der fik Jette til at reagere.

Hver gang Jette har hørt navnet Agger, kom erindringerne om opholdet. I maj 2013 læste hun i Sparkædens blad Kulør om Ladywalk i Agger. Initiativtager og primusmotor i Aggers succes som næststørste Ladywalkarrangement er sparkøbmand i Agger Lone Mark. Endnu en gang kom erindringerne, og denne gang fik de Jette til søge videre på nettet. Hun fandt navnligthy.dk og sendte en mail, hvor hun berettede om sin skæbne og fortalte at hun for mere end 60 år siden var hos en familie der hed Christensen, der havde mistet deres barn ved en ulykke med nytårsskyts.
Hans Erik Nørgaard blev kontaktet, og han kunne berette om ulykken, snakken i byen og også om en, måske to piger, som Hilda og Henry havde forsøgt at adoptere.

Del navnligthy.dk med dine venner