Et nysgerrigt stop i Hørdum

MIDT I THY: Togene standser i Hørdum, som de har gjort flere gange hver dag siden 1882.

Af Klaus Madsen – 4. februar 2020

HØRDUM:  Troels Bliksted er formand for Hørdum Håndværker og Borgerforenings 150 medlemmer. forening. Han kan fortælle, at der i 1950 var 60 erhvervsvirksomheder i stationsbyen. Nu er der en god håndfuld. Der er, ifølge Wikipedia, 231 indbyggere i Hørdum.

Klik på pilen for at se billeder fra Hørdum og høre Troels Bliksted fortælle

Troels Bliksted, formand for Hørdum Håndværker og Borgerforening.

En tid var det Hørdum Station, der var omdrejningspunktet. Nu er det Hørdum Hallen, som i 2019 rundede 50 års jubilæum. I hallen, som bestyres af Marlene Aggerholm, mødes mange til motion i motionscentret. Børn, der ikke har lyst til idræt, kan ved en af hallens 10 computere dyrke E-sport. En god snes seniorer møder op til Marlene Aggerholms tilbud om fællesskab i en gymnastiktime. Efter Hørdum Kro lukkede i 2014, bruges hallens lokaler til familiefester. Nu er stationsbygningen, der i nogle år var beboerhus, blevet til spejderhus.  Toget standser stadig ved stationens perron. En velklippet bøgehæk skærmer stationsbygningen fra jernbanesporene. Ventesalen er et læskur. Billetlugen er en automat, og mange kører rejsekortet forbi standerens blå lampe.

Et skilt viser vej til Hørdum Stadion. Skiltet viser også vej til en velindrettet plads med Petanquebaner og en fin legeplads. Brikker i overstørrelse inviterer til et spil skak på et skakbræt af fliser i græsplænen. Et par pigecykler afslører, at legepladsen bruges. Stadion i Hørdum har søndag efter søndag samlet fodboldfolket til fodboldbrag med rystelser langt ud Thy. Der er dog langt fra Jyllandsserien, i KHIFs storhedstid i 90erne, til nutidens serie 4.

Et sekskantet skur ved petanquebanerne og legepladsen er et tilbud og en god ramme om fællesskab. Grillen i skuret kan frit benyttes. Vil man reservere koster det lidt. Som i alle fællesskaber er der regler, og i grilskuret er de simple og helt naturlige. Kost og skovl er klar på væggen. På en vinterdag er det lidt koldt og stille. På en sommerdag er der læ og lunt og hygge. Ved pladsens nærmeste nabo, hallen, er der nyindrettet et toilet. Det passer man på.

Der er blevet huller mellem stationsbyens huse. 15 ejendomme, der skæmmede, er fjernet. I Hørdum er der brugt 1,5 million kroner på at gøre byen attraktiv. Der er kommet bump på vejene for at sikre en mere stille og rolig trafik. En af de ledige grunde er blevet til en have, hvor byens borgere kan smage på grønsagerne ganske gratis, og som byens grønne gruppe passer. Det er også den grønne gruppe, der passer og plejer grunden med 450 juletræer. Når træerne fældes og sælges, plantes nye. Håndværker og borgerforeningen får indtægten fra salget af juletræerne. En skab med en opslagstavle på stationspladsen bliver flittigt brugt af Hørdums indbyggere.

På grunden, hvor en gang en slagter havde både slagtehus og forretning, har kunstneren Cammilla Berner med god hjælp fra en murer forvandlet murstenene i slagterens hus til en kugle. Slagterens terrazzogulv er brud op og blevet til trædesten. En bænk omkring et gammel bøgetræ indbyder til eftertanke – og vel også tanker om fortiden. Det er kendetegnende for Hørdum, at Jyllands-Postens kåring af byen til “Danmark Kedeligste By” i 1996 blev fejret med en stor fest stationsbygningen, der var beboerhus. Jyllands-Postens keramikplade blev muret ind i stationsbygningens gavl.

 

Del navnligthy.dk med dine venner