Troen er en gave

SALMEN, TROEN OG AGGER: Hans Nørgaard fra Agger blev bedt om at vælge og synge en salme, og fortælle om tro og Agger. Salmen er Grundtvigs “Fuglen har rede og ræven har grav”.

Af Klaus Madsen – 20. august 2015

AGGER: Hans Nørgaard er født og opvokset i Agger. Han blev uddannet boghandler, og blev fisker. I mange år var han sømandsmissionær. Igen blev han i en moden alder fisker, og måtte, efter en ulykke til søs, opgive fiskeriet. Nu er han, trods en skadet, smertende ryg, en af Aggers drivende kræfter. Han trækker i mange tråde for Agger, skriver, fotograferer, arrangerer alt det kræfterne, og somme tider lidt mere, rækker til.

Klik på pilen for at se video, hvor Hans Nørgaard synger Grundtvigs salme og fortæller.

Hans Nørgaard har rod i Indre Missions stærke tradition i Agger. Hans liv bygger på en solid tro, og det opfatter han som en gave. Han mener også, at troen ikke kun skal findes på bænkene i kirken og missionshuset.

hans02

Ordene og ordspillet i Grundtvigs salme “Fuglen har rede og ræven har grav” finder Hans Nørgaard smukke.

Salmebogens nummer 163:

Fuglen har rede, og ræven har grav,
sneglen bær’ huset på ryggen,
stodderen han har kun pose og stav,
leder om lejet og lykken;
så går vor Herre med nådens ord
husvild og fattig omkring på jord.

Dengang vor Herre gik synlig omkring,
kaldte på alle de trætte:
Kommer og slår om Guds nåde en ring,
da får I hvilen den rette!
utak han fik mod al ret og skel,
til han på korset blev pint ihjel.

Men hvor han banker på port og på dør,
altid med ordets guldhammer,
dér kommer glæde, som aldrig kom før,
ind i de mildes lønkammer;
dér går til hjerte med englelyd
nåden og freden med Himlens fryd.

Fuglen har rede, og ræven har grav,
sneglen bær’ huset på ryggen;
verdsligt vor Herre har intet deraf,
han har dog livet og lykken,
deler dem ærligt med hver, som tror:
Ånden og livet er i hans ord.

N.F.S. Grundtvig 1856.

hans05

 

hans13 hans10 hans11

 

hans09

 

hans07