Vinduespudser Flemming

KLAR: En lille annonce på telefonbogens side 185 fortæller, at Flemming Stignæs, med Stenbjerg som udgangspunkt, er vinduespudser

Af Klaus Madsen – 23. august 2012

STENBJERG: Flemming Stignæs er født og opvokset i Stenbjerg. For 25 år siden vendte han tilbage til Thy, efter at han i syv år havde boet og arbejdet i København. Med til Thy var Flemming kone Hanne, som godt ville prøve at flytte fra storbyen til Stenbjerg.
– Hun prøver stadig, fortæller Flemming med et smil. De har ingen planer om at flytte fra Stenbjerg. Hanne, der arbejder på SKAT i Thisted, har også familiemæssig tilknytning til Vorupør og Klitmøller. Flemming og Hanne har tre børn – to sønner og en datter.

Klik på billedet for at høre Flemming fortælle

Flemming er 53 år. I 1980 rejste han til København, hvor han på Suhrs Husholdningsskole tog uddannelse som køkkenleder. Nu kaldes de nyuddannede køkkenassistenter. Det er en uddannelse, som er rettet mod storkøkkener ved sygehuse og kantiner. Flemming arbejdede i København blandt andet på Diakonissestiftelsen og hos firmaet Fl. Smith.
Da han vendte tilbage til Thy fik han en deltidsstilling på plejehjemmet i Klitmøller. For at skaffe en hel indtægt tog han i mod et tulbud om at arbejde i et rengøringsfirma med både rengøring og vinduespudsning. Arbejdet i plejehjemmets køkken var også weekendarbejde. Det passede ikke så godt med ønsket om at holde fri sammen med familien. Derfor valgte han at tage fuldtidsarbejde i rengøringsfirmaet. Han arbejdede som ansat med rengøring og vinduespudsning i 10 år.

Et af rengøringsjobbene er i Informationshuset for Nationalpark Thy på landingspladsen i Stenbjerg. Her skal Flemming sørge for daglig rengøring.

En dag i 2005 skred stigen væk under Flemming. Det kostede en brækket arm og tre måneders sygemelding. Tiden brugte han til at lade ønsket om at blive selvstændig modne. Han startede sit eget vinduespudserfirma. Nogle af kunderne fulgte Flemming, flere er kommet til.. Han beskæftiger sig også med rengøring. Ofte starter arbejdsdagen med nogle timers rengøringsarbejde. Han har rengøringsarbejde på en skole, en børnehave og hos private firmaer. Om eftermiddagen tager han ud for at pudse vinduer. Han har kunder i hele Thy.
Krisen har også ramt vinduespudseren. Der er kunder der selv efter mange år nu melder fra. Heldigvis kommer der også nye til, så Flemming klager ikke. Tørt konstaterer han, at det nok heller ikke gør nogen gavn.

Redskaberne skal være i orden. “Viscosen” til at sæbe ruden ind med, og “skvitseren” til at skrabe vandet af igen.

Helt bevidst han han valgt kun at være sig selv. Det er vigtigt for mange kunder, at de ved, hvem der kommer, og kan stole på at han kommer til de aftalte tider. Det er et spørgsmål om tillid, når Flemming får udleveret en nøgle for at han pudse vinduerne. Mange får pudset vinduerne en gang om måneden. Forretningskunderne får ofte pudset vinduer hver uge. Dagene før jul, påske og pinse er travle. I sommer har Flemming for første gang holdt tre ugers ferie, og han er glad for, at kunderne har vist forståelse.

Kaffeautomaten, i Nationalpark Thys informationshus  skal rengøres og fyldes op.

Vintertiden kan være både kold og besværlig. På frostdage bliver vandet skiftet ud med sprit. I et par vintre har han været nød til at indstille vinduespudserarbejdet i flere uger. Sneen lå meterhøjt i haverne, så det var umuligt at komme til vinduerne.
Regnvejrsdage er det samme som fridage for Flemming. Han skal så bare indhente det manglende arbejde, når vejret igen er godt. Så kan arbejdsdagene godt blive meget lange.

Store ruder klares fra stigen, der ligger på taget af varebilen med de karakteristiske spande under bagsmækken.

Hjemme i Stenbjerg skal Flemming bruge nogle timer på at administrere det lille firma. Han har, med sin uddannelse som baggrund,  også i mange år været en aktiv del af Stenbjergdagens fiskebord. Han er formand for menighedsrådet ved Stenbjerg Kirke. I mange år har han været medlem af bestyrelsen i bokseklubben TAC. Sønnerne har begge bokset i klubben.
Han er glad for at bo i Stenbjerg. Der er fredeligt og stille. Man skal blot huske, at når der skal handles ind, er det vigtigt at huske det, inden man kører hjem. Det er også godt for Flemming at tænke på, at hans far var smed og bedstefaren skibsbygger i Stenbjerg.

Flemming Stignæs, vinduespudser.