Dilettanterne i Hundborg holder fast i traditionen

DILETTANT: På den lille scene i Hundborg Forsamlingshus spilles hvert forår dilettant til stor glæde for Hundborgs beboere

Af Klaus Madsen – 11. marts 2010

HUNDBORG: Hvert år, når juletravlheden og julen nærmer sig indkaldes til møde for de, der har lyst til at være med i næste års dilettantforestiling i Hundborg Forsamlingshus.  Forinden har flere dilettantstykker fra et teaterforlag været til gennemlæsning, og på decembermødet bestemmes stykket og rollerne fordeles. Dilettanterne får rollehæftet med hjem, og kan så bruge julens fridage til at læse.

Klik på billedet for at se og høre Else Vang Christensen fortælle om dilettanterne i Hundborg.

Efter jule- og nytårsferien begynder arbejdet med at få stykket til at hænge sammen. I Hundborg er det Else Vang Christensen, der har haft instruktørrollen i Carl Mathiassens stykke “En datter dukker op”.  Hver mandag aften og et par weekender i januar, februar,  til generalprøve og premiere midt i marts, mødes dilettanterne. Det er de gode timer med masser af kaffe og hjemmebagt kage, der får arbejdet til at glide. Øveaftenerne er hyggestunder i årets mørke tid.

Ida sund sætter parykken fast på Mette Nygaard Christensen, mens Per Kaas Mortensen prøver at få “håret” til at passe.

Handlingen i “En datter dukker op” er alvorlig nok. Dilettantstykket handler om “gammel” kærlighed, et uægte barn og en strid om arv. På den færdrende gård bor – “Pe´sen” – og hans skrappe og noget højrøstede kone  – Ann Maj – og mandens søster – Lisbeth. Ann Maj vil godt have svigerinden smidt ud og forsøger at få hende anbragt på et plejehjem. “Pe´sen” skal overbringe Lisbeth beskeden, og det ender selvfølgelig med en stortudende Lisbeth. En af Lisbeths venner – Jokum – kommer på besøg og de mindes deres kæresteri for mange år siden. Da plejehjemsbestyreren – Lone Schmidt – kommer på besøg, viser det sig, at hun er Lisbeths såkaldt uægte datter. Så er der lagt op til et opgør med den emsige Ann Maj, om arv og en absolut kærlig slutning. Det gode grin bliver ikke mindre af, at Lisbeth spilles af Kurt Jensen og plejehjemsbestyrerens mand af Mette Nygaard Christensen.

Else Vang Christensen er instruktør.

Sufflør Helle Nygaard. I baggrunden Hugo Christensen.

Dilettantforestillingerne er i Hundborg, som så mange andre steder i Thy, noget mange ser hen til. Sammen med andre aktiviteter i Hundborg er dilettant med til at bevare og skabe sammenhold i et lille samfund, der skal fungere i en stadig større verden. De medvirkende, og de der står bag scenen, har stor glæde af at være sammen om at få det hele til at fungere. I Hundborg ser Solgårdens beboere med store forventninger hen til dilettanternes generalprøve, der traditionelt foregår på ældrecentret.

Lisbeth - Kurt Jensen - er ked af det.

Lisbeth – Kurt Jensen – er meget ked af det hele.

Else Vang Christensen, Bente Immersen i midten og Mette Nygaard.

Forestillingen spilles fredag og lørdag, 19. og 20. marts, i forsamlingshuset. Der kommer måske mere end 100 til hver forestilling. Publikum spiser sammen og aftenen slutter med dans. Stykket er i år i to akter , og pausen er tilpas lang til, at det er muligt at ruste sig til anden akt sig i baren. Dilettanterne plejer at lave et pænt økonomisk overskud, der går i Hundborg Borgerforenings kasse.

Hugo Christensen og Kurt Jensen.

Mette Nygaard Christensen får overskæg.

“En datter dukker op”:

Skrevet af Carl Mathiassen.

Instruktør: Else Vang Christensen

Sufflør: Helle Nygaard

Sminke og kostumer: Ida Sund

Lisbeth – ugift datter, der bor på den fædrende gård: Kurt Jensen

“Pe´sen”: Per Kaas Mortensen

Ann Maj – “Pe´sens” skrappe kone: Gitte Kragh

Jokum – Lisbeths gode ven og ungdomskæreste: Hugo Christensen

Lone Schmidt – plejehjemsbestyrer og Lisbeths datter: Bente Immersen

Ole Schmidt – Lone Schmidts mand: Mette Nygaard Christensen

“dilettant”:

Ifølge Politikens Dansk Ordbog:

  • en person som dyrker kunst el. et fag som hobby.
  • (neds.): en person der beskæftiger sig med noget uden at have de nødvendige kundskaber.
  • (i sammensætn.) udført af ikke professionelle skuespillere. Fx dilettantkomidie, dilettantskuespiller, dilettantteater.


Del navnligthy.dk med dine venner