Når ord trænger sig på

FORTÆLLER: Bitten Lindgaard er glad for ord på papir. Hun har altid skrevet. Som barn bag i kladdeheftet, på den hvide side af indpakningspapiret og på lokumsrullens strimmel.

Af Klaus Madsen – 4. april 2013

ØSTERILD:  Da Bitten Lindgaard var fire år, blev hendes forældre skilt. Hun flyttede fra Viborg til Thy med sin mor og en ældre bror for 61 år siden. En søster, den ældste i søskendeflokken, blev hos faren i Viborg. Bitten voksede op i Ræhr – her gik hun i skole i syv år. Hun husker ikke noget, fra tiden før hun flyttede til Ræhr, og hun opfatter sig som thybo. Alligevel har hun aldrig, som den ældre bror, lært sig at bruge thybomål.

Klik på pilen for at høre Bitten Lindgaard fortælle

Bitten kom til at bo på en lille ejendom ved Ræhr. Her var en lille håndfuld køer, lidt grise og høns. Halvtresserne var fattige. Der var ikke mange penge i familien, hvor der efterhånden kom tre nye søskende. Hendes mor gik hjemme og passede familien og den lille bedrift.  For at holde sammen på økonomien tog hun også arbejde på en større nabogård, når der var brug for hjælp. Bittens mor var en stolt og flot kvinde, der kom til Ræhr som en fremmed. Familien boede lidt flottere end de fleste med møblerne fra huset på en villavej i Viborg. Der blev kigget lidt ud af øjenkrogene over skuldrene i Ræhr.

Da Bitten var 8, måske 10 år, stod hun og lyttede ved døren, der stod på klem ind til stuen. De havde besøg af en onkel fra København, og hun husker hvordan han formanede moren og hendes nye mand om, at de skulle passe godt på Bitten. Hun havde det han kaldte”gamle tanker”. Han oplevede en sårbar pige og en pige der ikke kunne “sige fra”. Tankerne og det sårbare kender Bitten godt. Hun har også erkendt, at det tog mange år at lære at “sige fra”.

Bittens mor Grethe Bechmann Madsen – en stolt og stærk kvinde.

Dammen tæt på ejendommen i Ræhr, hvor der nu er fiskesø, var et spændende sted for en tænksom pige. Skummet mellem sivene satte tanker i gang. Lyset og vinden ændrede sig. Nogle dage var himlen bare blå og vandet helt blankt. Andre dage drev skyerne hurtigt og dammens bølger blev tunge og blyagtige. Klart vand og mudret vand startede forskellige tanker. Dammen blev et fristed.

Bitten og hendes bror Knud flyttede med moren fra Viborg til Ræhr

Skolen sluttede efter 7 år. Bitten havde også både lyst til, og brug for at komme til at tjene penge. Hun blev pige i huset. Da hun fik den første månedsløn på 125 kroner købte hun gaver for hele lønnen til hendes søskende. Det gjorde ikke så meget. Hun var jo ikke vant til at have penge.  Det ændrede sig dog hurtigt. I 4 år arbejdede hun ved bageren i Nors. Det var i Nors hun mødte Marius, som hun blev gift med, da hun var 20. Hun var stuepige på Hotel Hanstholm i fem år. Da Thisted Sygehus fik et nyt køkken i 1974 blev det starten på 18 års ansættelse. Hun måtte stoppe som 42-årig, gigten blev for plagsom, og som hun udtrykker det: – Det endte med, at de stak mig en pension. Hun havde taget HF-fag i dansk og psykologi på VUC, for at dygtiggøre sig til at virkeliggøre den spæde drøm om et arbejde hun kunne klare på et kontor. Bitten siger hun tilbragte det første år som pensionist under dynen.

Ejendommen i Ræhr, som den så ud på en vinterdag for mere end 50 år siden.

Lysten til at skrive havde hun stadig. Der var bare ikke tid til fordybelse med et arbejdsliv og to børn, Kenneth og Karina. Bitten tog fat på at skrive en bog, som tog udgangspunkt i hendes eget liv og oplevelser. Det år hun fyldte 50 havde hun fundet et forlag. Hun havde aftalt en udgivelsesreception på Nors kro, det skulle være en fredag. Det hele blev aflyst om onsdagen. Forlaget var gået konkurs, og hendes datter blev indlagt på sygehuset i Viborg og fik en sclerosediagnose. Efter lange tovtrækkerier fik hun manuskriptet tilbage. Bogen bliver aldrig udgivet i den oprindelige form. Hun har planer om at skrive den om og føje nye kapitler til.

En lidt betuttet Bitten i haven i Viborg.

Langfredag 2013 udgav Bitten bogen “Når ord ikke slår til”. Den handler om mødet med skæbner på et krisecenter. Det er ikke en konkret fortælling om konkrete personer. Det er en fortælling om liv i smerte og skam. Om opslidende trusler og iturevne liv.

Portræt af 17-årige Bitten.

For 8 år siden døde Bittens mand Marius pludselig. Savnet og sorgen var ubeskrivelig og svær at håndtere. For at kæmpe sig videre blev hun en del af en sorggruppe. Her mødte hun Finn Gravesen, som også brutalt havde mistet sin kone. De havde, og har, en fælles skæbne. De fandt også kærligheden til hinanden. De kunne genkende følelsen og oplevelsen af at være forelsket. Bitten flyttede fra Nors, og nu bor de sammen i Østerild. De har ikke smidt savnet væk, og de lever med og for hinanden. De hjælper også andre med sorg og savn i en sorggruppe. Det er Finn, der har skubbet Bitten det sidste stykke med bogudgivelsen. Han har så også fået en kat i huset – “Sillemis”.

Klik på billedet for at komme til Bitten og Finns hjemmeside. Her fortælles om Bittens nye bog og Finns malerier.

 

Del navnligthy.dk med dine venner