Heste og handel og 48 par ankelsokker for en hund

FOLKEFEST: Håndslag mellem hestehandlerne – tre dage med uimodståelige gode tilbud fra kræmmerboderne og sus og hvin fra tivoliets forlystelser

Af Klaus Madsen – 29. juli 2010

VILSUND: For 139. gang er stranden ved Vildsund samlingssted for hestehandlere og andet prangende godtfolk. Der er ingen tælleapparater ved Vildsundmarkedets indgange til de mere end 150.000 tusinde mennesker, der i løbet af tre dage kommer til Vilsund. Det er altid tirsdag, onsdag og torsdag i uge 30.


Klik på pilen for at høre Leo Jensen handle og fortælle og se billeder

Fra midt på formiddagen til sen aften fyldes gangene mellem hestehandlere, kræmmertelte og blinkende og larmende tivoliforlystelser af en bølgende strøm af mennesker. Kræmmerne forsøger ihærdigt at overbevise om helt fantastiske tilbud. For mange er kræmmerhandel bare magisk tiltrækkende. Kræmmersjælene folder sig ud – uden forbehold. En tur på tivolikarrussellens blankpolerede hest er opfyldelsen af barnedrømmen, og måske et løfte inden familiens sommerferietur til Vildsund. I radiobilerne er sammenstødene og hvinene fra pigerne helt efter traditionen.

Så er det næsten for dyrt og besværligt at vaske sokkerne.

Det er vildt og spændende at få en tur i radiobilerne.

En hest er en drøm for mange piger.

På pladsen langs stranden står hestene bundet ved hestehandlernes lastbiler. Traditionen med hestehandel har holdt stand. Gennem årene har der været store udsving i antallet af heste. Der handles også med kæledyr. Kaniner og fugle er populære. Det er muligt at købe en ny hane til hønsene hjemme i baghaven. Enkelte hundehvalpe trimler kåde rundt og gør mange børn og hundeglade voksne bløde. Kravene til dyrenes velfærd på markedet er skærpet, og de seneste års omfattende kontrol og opmærksomhed har virket.

Leo Jensen har solgt fjordhesten.

Leo Jensen fra Thisted har i mange år handlet med dyr på markedet i Vildsund. Det begyndte med høns. I år mødte han med en 5 år gammel ridevant fjordhest. Priserne er i år usædvanligt lave. Handelsfolk er vist aldrig tilfredse med priserne. Leo kunne dog fortælle, at hesten for bare et par år siden nemt kunne indbringe 10-12.000 kroner. Efter mange håndslag og en lang diskussion solgte han hesten for 5.400 – med lidt hovedrysten. Leo er også sikker på, at det var den sidste hest han solgte på marked. De nye registreringskrav er for besværlige. Han er spændt på hvor mange heste der kommer til markedet i Vildsund næste år.

Markedsdage for alle generationer.

– der er “kun” fem måneder til jul.

Blanke klokker på marked.

Under kræmmernes hvide teltduge faldbydes alverdens varer. Spegepølser – sko i store størrelser til meget lave priser – alverdens krydderier – julemænd – sølvbestik – kongelige porcelænsfigurer – messingklokker – sprøjtelak på dåse – værktøj, både af kendte og aldeles ukendte mærker – sokker og strømper i store mængder, til priser der går vaskemaskinen overflødige – hatte i både filt og læder – livremme i efterhånden meget store størrelser – små hidsige knallerter, der er absolut ulovlige på offentlige veje – gulvtæpper med drabelige løver – modetøj, måske fra sidste år – voksduge i metermål – t-shirts med lidt vovede tekster. Over glødende grilkul ligger meget tykke pølser og sveder inden de lægges i brød og bliver til kæmpe-hotdogs.

Gode passende numre…..

Når enden er god……

Omkring markedspladsen bruger KFUM-spejdere fra Stagstrup og Skjoldborg, Sundby Thy Idrætsforening og Vildsund Ungdomsklub markedsdagene til at sakffe et solidt økonomisk grundlag for aktiviteterne. Der er gode indtægter fra parkeringspladserne og i musikteltene samles mange markedsgæster til dans og et godt glas øl med dansktoporkestrene Kim og Hallo og Kandis som sikre trækplastre.

Vildsund strand – tre dage i juli med kræmmer- og musiktelte og tivoli.

Når de sidste markedsgæster har forladt markedspladsen torsdag aften, og kræmmerne pakker telte, og tivoli slukker de tusindvis af farvede pærer og pakker forlystelserne sammen, vidner visnet og slidt græs om tre travle dage i Vilsund. Hverdagen vender tilbage i samme takt som græsset igen giver strand og bakke den “rigtige” grønne farve. Næste år er sceneriet det samme – tirsdag. onsdag og torsdag i uge 30