Jytte fik et svært spørgsmål og en god ide

DET SVÆRE: Jyttes søn Mads har autisme. Til et forældremøde på skolen, hvor Mads gik, blev Jytte Østergaard Bovbjerg spurgt, hvad Mads skulle, når han blev 18 år. Det var et uventet og svært spørgsmål.

Af Klaus Madsen – 22. januar 2024

STAGSTRUP: Mads Østergaard Birch er fyldt 21. Han bor i sin egen lejlighed på Stenhøj Thy i Vesløs. Her er han glad for at bo. Mads’s mor Jytte Østergaard Bovbjerg og hendes mand Morten Østergaard Bovbjerg er glade for, at Mads har fået en god hverdag med 15 andre beboere på Stenhøj Thy i Vesløs.

Klik på pilen for at høre Jytte, Mads’s mor, fortælle

En formiddag hjemme ved spisebordet i Stagstrup er Jytte også lidt stolt af, at de tanker, som spørgsmålet om Mads’s fremtid satte i gang, blev til bostedet Stenhøj Thy, en selvejende institution. Det var tanker om en fremtid for Mads og andre handicappede. Alene en lang venteliste til kommunale botilbud var en svær tanke. Jytte stillede sig selv spørgsmålet: Hvad kan Mads lide? Jytte vidste Mads var glad for at være ude. Hun syntes også Mads skulle bo et sted, hvor det var muligt at komme ud og dyrke egne grønsager. Jytte har også en tro på, at det er lettere at få beboerne til at spise grønt og sundt, når de selv har arbejdet i køkkenhaven. På Stenhøj Thy dyrker beboerne grønsager.

Mads har et billede af en grøn John Deere traktor på væggen over hylden med computeren.

Jyttes tanker blev til handling. Det var ikke umiddelbart en let proces. Målgruppen skulle beskrives. Der skulle findes et sted med plads og bygninger, som kunne bygges om og bruges. En større gruppe af interesserede blev samlet i en etableringsforening. Jytte havde ideen, men hun har hele tiden været klar over, at en så omfattende opgave kun kan løses af et fællesskab. På et tidspunkt var projektet ved at gå i stå. Det var svært at finde et egnet sted. Da Jytte, som arbejder i et rengøringsfirma, en dag i 2021 var på besøg hos en kunde i Vesløs, blev hun opmærksom på bygningerne, hvor plejehjemmet Stenhøj havde været. Bygningerne ejes af Vesløs Håndværker- og Borgerforening. Et projekt med ældreboliger var strandet. Stenhøj viste sig at være stedet Jytte og de mange andre ildsjæle søgte.

Sådan er Mads.

Der var straks opbakning i Vesløs til tanken om at skabe et godt liv for unge handicappede i plejehjemsbygningerne. Den selvejende institution Stenhøj Thy blev i 2022 skabt med støtteforeningen Stenhøj og Jysk Børneforsorg/Fredehjem. Som udtryk for opbakning kom til stiftende generalforsamling af støtteforeningen mere end 1oo. Stenhøj Thy blev indviet i september 2022. Mie Mommer var ansat som forstander. Jysk børneforsorg/Fredehjem støtter op om daglig drift og ledelse. Beboere til Stenhøj Thy, som alle har behov for pædagogisk støtte, bliver efter serviceloven visiteret af kommunerne. Beboerne skal være fyldt 18. De fleste er fra Thisted Kommune. Kommunerne betaler for beboerne, som af deres pension betaler husleje. De bor til leje efter lejeloven. Stenhøj Thy har en bestyrelse, hvor Jyttes mand Morten repræsenterer  støtteforeningen Stenhøj.

En udskåret traktor byder velkommen på døren til Mads’s lejlighed. Et minutur hjælper Mads.
Mads og Morten.

Med et tilfreds blink i øjet og en tommel op sidder Mads i sit sofahjørne. På en hylde sat op på væggen ved sofahjørnet står computeren, som Mads betjener hurtig og sikker. På YouTube kigger han film. Lyden har han helt for sig selv i et headset. Han har lært sig at forstå både italiensk og fransk. Mads er glad for, at en af skolekammeraterne også bor på Stenhøj.

Jytte Østergaard Bovbjerg.

For Jytte, lillesøster Caroline, og Morten har det været nemmere end frygtet at sende Mads hjemmefra. Hun er tryg ved personalet og kan mærke at Mads trives. Han face-timer hver dag. Morten har fået svar på spørgsmålet, som han stillede på dagen, da billederne af ham og Mads blev taget: Hvad sker, når vi ikke er her mere?