Lige et øjeblik! – om hunde, sorger og glæder

Af Frank Weber, lektor med Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest, Cand.mag. i historie og kunsthistorie

I 2008 fik vi den store stor glæde og fornøjelse at få to Welsh Corgi Cardigans, Filbert og Melvin, med i vores familie. Da vi kom til kennelen på Mors, var der tre hvalpe tilbage, to brindlede (brunmelerede) og en sort. Den sorte var imidlertid afsat, og da vi netop ønskede to vovser af denne specielle race, fik vi de bedste der var tilbage! Da de var af samme kuld var de ikke bare brødre men tvillinger. Dog ikke de enæggede af slagsen. Der var faktisk ikke meget de havde til fælles når det kom til stykket. Filbert var den korteste og mest kompakte hund af de to, og han havde en typisk Corgi-pels af den brindlede slags. Melvin var den længste, højeste og mest langhårede. Ja han var så langhåret, at kennelejeren kun ville tage halv pris for ham. Det snakkede vi selvfølgelig ikke højt om, og slet ikke når Melvin var stede – og det var han tit. Filbert var typisk B-hund. Han sov gerne længe om morgenen og kvikkede så til gengæld gevaldigt op om aftenen. Melvin var lige omvendt.
Da vi fik vovserne tjekket hos dyrlægen første gang, blev vi advaret om, at de to hanhunde på et eller andet tidspunkt ville forsøge at finde ud af hvem der var førerhund af de to. Det kunne blive en blodig affære fik vi at vide, netop fordi de var brødre og lige gamle. Men afgørelse udeblev hele deres liv. De troede nemlig begge to at de var førerhunden! Filbert var nemlig noget klogere og kvikkere end Melvin, og kunne derfor selvbevidst narre ham gang på gang, og endda køre psykologisk krigsførelse mod broderen. F.eks. blev vi ret hurtig klar over, at mad og godbidder skulle uddeles med millimeterretfærdighed.

Alligevel troede de altid at det den anden fik var bedre end det de selv fik. Fik de f.eks. et oksehudskødben hver, fuldstændig ens og på samme tid, lå de over for hinanden med et par meters afstand og gnaskede løs på deres gode kødben. Efter et par minutter blev de begge enige om, at den andens ben måtte være bedre. Under stor knurren og hvæsen af hinanden, foretog de en halvcirkelbevægelse og tog hinandens kødben. Igen forløb der et par minutter, hvorpå seancen gentog sig. Det fortsatte 5-6-7 gange indtil Filbert altid fik spist det kødben han havde. Han lod derefter som om han stadig havde et ben, og ved næste rokade, fik han fat i det andet kødben mens Melvin kom til ingenting, og kiggede forvirret rundt. Filbert gjorde en ende på det sidste kødbens lidelser inden Melvin opdagede at han var blevet fuppet. Hver gang! Til gengæld var Melvin som nævnt den største, og også stærkeste af de to brødre. Han kunne derfor let vælte Filbert til en hver tid, og skubbe ham ned fra Skildpadden hvis han ville – og det ville han. Skildpadden var egentlig en grøn plastiksandkasse med et låg på ca. en meter i diameter udformet som netop en stor havskildpadde.

Da en Corgi har meget korte ben, er den ikke i stand til at se særlig langt omkring, hvis der er en græstot eller en lille forhøjning i vejen. Derfor elsker denne race at løbe op på højdedrag af en halv til en meters højde og spejde ud over land og vand. Så at stå, sidde eller ligge på Skildpadden var en ambition de havde begge to. Da Filbert således vidste han var klogest og Melvin vidste at han var den stærkeste, blev det aldrig nødvendigt at få afklaret hvem af dem der var førerhund, for det var de begge!
Melvin kunne spise alt hvad der blev ham tilbudt. Filbert var til gengæld ekstremt kræsen og spyttede næsten konsekvent alt ud første gang han fik det, uanset hvor lækkert det var. De var dog begge to vilde med ost, hvis altså ikke det var den magre ost med 20-30% fedtindhold. Nej fuldfed Havarti-ost, det var sagen! Rå gulerødder var nu også på begge vovsers hitliste, men igen var det kun de bedste økologiske rødder der blev spist. Lammefjords gulerødder uden øko-mærke blev spyttet ud igen.

Vi havde vovserne med over alt hvor vi kom og gik. De blev fra helt små vant til at holde ferie to-tre gange om året på diverse hoteller og kroer på Fyn og i Jylland. De var os en daglig glæde og opmuntring, som vi ikke kunne have undværet. De var et par herlige gutter, men samtidig et par sarte vovser af racen. Filbert var hele livet igennem multiallergiker og skulle derfor have injektioner med medicin en gang om måneden. Han fik også blærebetændelse som bredte sig til to ryghvirvler, der nær havde kostet ham livet. Melvin brillerede med en diskusprolaps i nakkehvirvlen. De fik fjernet tandsten mindst en gang om året under fuld bedøvelse og et par øjenskader fik de også hver især. Men uanset de sygdomme og dermed forbundne gener og smerter, de med mellemrum måtte udholde, var de hele livet igennem glade og nemme at gøre tilpas.

I slutningen af september og begyndelsen af oktober sidste år mistede vi begge vore elskede vovser med kun seks dages mellemrum! Det var tilsyneladende en genetisk betinget nyrefejl, som blev deres fælles skæbne. Gitte og jeg røg i det sorteste hul af dyb sorg og et øjeblikkeligt savn. Det var urimeligt hårdt at miste to så gode og kærlige medlemmer af familien på så kort tid.

Vi indså efter et par dage, at vi ikke kunne leve uden en Welsh Corgi Cardigan, på trods af visheden om, at vi ved igen at få en vovse i familien automatisk en dag vil stå med stor sorg igen. Der var ingen ledige Corgi-hvalpe i Danmark i efteråret. Den nærmeste hvalp var i Holland. Men pludselig fik vi et tip fra vores kirketjener Rikke, om at der i Frederikssund var en 3-årig hanhund, Dexter Brown, der skulle omplaceres fra en kennel. Da vi så et billede af ham blev jeg lidt betænkelig. Han så ret så skummel ud, med et stirrende blik. Hans mor er en Blue Merle, med lyse øjne og en pels der ligner et sælskind. Hans far er en tre-farvet Corgi, med brune øjne og en pels med sorte, brune og hvide aftegninger. Dexter har Blue Merle pels på det meste af kroppen og er tre-farvet i hovedet og har et brunt og et hvidt øje! For at gøre en lang historie kort: Vi fik Dexter bragt til Thisted lige før efterårsferien og har hver eneste dag lige siden prist os lykkelige for at vi fik netop ham. Det bedste af det hele er, at han ikke ligner hverken Filbert eller Melvin – han har de bedste og værste særheder fra dem begge!