Af Jan Morell – forfatter, billedkunstner og musiker – 3. september 2018
Klokken er over 10 om aftenen. Det er lunt. Havet er et spejl, men små dønningerne er der dog, når en fiskekutter anduver Hanstholm Havn og snor sig fra ydermolen rundt om tværmolen og til sidst lægger til ved auktionshallen.
Alle lyde på havnen strømmer op til os, der sidder i 30 meters højde oppe på skrænten.
Desværre er der nu kun et par stykker af de kuttere, som har den velkendte en-cylindrede Hundestedmotor med dens karakteristiske dunk dunk dunk-hjertelyd. Men en Volvo Penta-motor er sandelig heller ikke at foragte.
En lægter med gigantiske klumper granit bliver stille og roligt tømt af en fuldblods gravko og lander på ladet af en Caterpiller i masai-format med voldsommme brag, som får et tordenskrald til at minde om en 1-øres kineser.
De store klumper granit bliver hentet i Norge i pendulfart. Mon ikke de norske fjelde snart er tømt og forvandler sig til smukke dale lysegrønne lier.
Men ok. Så stor og omfattende bliver havneudvidelsen nu heller ikke. Vi får ikke set en gentagelse af de megastore kraner og kolossale sænkekasser, som vi var vidner til i 1960’erne.
Fiskerihavnebyggerier i et format, som vi ser i Hanstholm er ikke hverdagskost, men da Hanstholm Havn er landets vigtigste fiskerihavn, er det fristende at satse stort. Fisk er der masser af.
Om der osse er det i fremtiden, ved vist ingen.
Solen er ved at tage afsked for denne gang, så vi ifører to blå kedeldragter med rygmærke. Motivet er ikke ”Hells Angles” eller Bandidos, men
en kopi af den 4.000 bruttoregistertons store trawler Karbak af Klitmøller, som er opkaldt efter Klitmøllers højeste klit.
Solen har nu sagt på gensyn og har efterladt sig et inferno af himmelflammer.
Hele scenariet på havnen og himlen kan ses fra en lænestol oppe på skrænten over havnen. Vi bor på Hanstholm Madbar.
Stedet har ikke blot en god udsigt (langt mere end 180 grader rundt), men også en stor indsigt. Indsigt i hvad det moderne menneske har brug for, hvad angår det kulinariske og hele kulturen omkring mad og fritid.
I halvfjerdserne var her en lidt fimset restaurant, hvor stort set kun de rige kom. Thylejren var lige åbnet kun få kilometer inde i landet. Det var nu ved at blive kikset og uhørt at besøge restaurant Pynten, som det hed dengang. For ungdomsoprørerne og ligesindede blev det nu uhørt og småborgerligt at besøget stedet.
Restaurant Pyntens ejer stod dengang med hænderne på ryggen og i nydelig habit og bukkede velkommen. At arbejde havde direktøren jo folk til.
I dag er det så Hanstholm Madbar, der kan bryste sig af en udsigt som måske har den flotteste i hele landet.
Jeg ringede og spurgte om man kunne få et værelse med havududsigt.
”Ja da. Du kan kun (!) få værelser med havudsigt!”
Næsten inden min hustru og jeg fik sat os ved et bord, kom en ung og smuk kvinde med piercinger, tatoveringer og skævt klippet frisure og satte sig ned ved siden af os og spurgte hvad vi havde brug for. Hun hentede et menukort.
Et menykort hvis lige vi aldrig havde set før.
”Huuh det er dyrt”.
”Her betales med sorte penge” og
”Det her har du slet ikke råd til!”
Vi flækkede af grin og følte os hjertelig velkommen.
Hanstholm Madbar har allerede fået en filial i Agger i Sydthy.
At Hanstholm og Agger ligger i Udkantsdanmark, er en skrøne.
Der er næppe noget sted i landet, hvor foretagsomheden er større end i Thy. Der er de senere år kommet i hundredvis af nye arbejdspladser.
At området ligger på kanten af Danmark, er en helt andet sag.
Jan Morell
