SEJLMAGER: Jens Kristian Povlsen har arbejdet med sejlmageri siden 1984. Siden 2018 har han været selvstændig med værksted i Snejstrup
Af Klaus Madsen – 11. november 2022
SNEJSTRUP: Det er ganske vist, og for nogle af kunderne, lidt langt ude på landet. Jens Povlsen har , med sin kone Jette som medhjælp, siden 2018 drevet sin sejlmagervirksomhed på Kanalvej i Snejstrup. Garagen er blevet til værksted. Efter mere end 30 år som ansat, først 17 år i virksomheden Saxø i Hanstholm og 18 år hos Sundby Thy Gulvmontering, tog Jens springet og blev selvstændig. En beslutning han ikke har fortrudt.
Der er stille travlhed med arbejdsbordet i værkstedet bag Jens og Jettes hus på Kanalvej. Jens lader store nipsenåle holde sammen på omhyggeligt klippede stykker til en kaleche. Tryklåse bankes fast. Jette gør klar til at montere vinduesfelter i en kaleche.
En dag i november 2021 blev det også afgørende, at de var sammen om at arbejde i sejlmagervirksomheden. Jette fik hjertestop, og heldigvis kunne Jens øjeblikkeligt træde til. Han gik straks i gang med at give hjertemassage. Der kom hurtig hjælp fra en hjerteløber med en hjertestarter. Paramediciner og ambulancemandskab tog fat, da de hurtigt ankom. Ialt syv gange blev hun stødt for at få hjertet startet igen. Den gule lægehelikopter fløj, efter Jette var lagt i kunstig koma, til Aalborg Sygehus, hvor hun efter et døgn i respirator, vågnede op uden væsentlige mén. Jette fik indopereret en ICD, som, hvis uheldet er ude, med stød kan sætte hjertet i gang. Hun havde en tid med smerter fra brækkede ribben efter hjertemassagen. Jette var også før hjertestoppet, på grund af rygproblemer, ansat i flexjob hos Jens.
Der er travlt ved det store arbejdsbord og symaskinerne. Jens har arbejdet med sejlmagerfaget i sammenlagt 39 år. Han kom i lære hos Saxø, men sprang fra uddannelsesforløbet, og han fik aldrig svendebrev. Det har ikke forhindret, at kalender og ordrebog er fyldt godt op. Når campingsæsonen er slut, bliver det højsæson for reparationer af fortelte og solsejl. Slidte lynlåse skiftes og syninger skal renoveres.
Et kig på galleriet, på Thy Sejlmagers hjemmeside, viser mangfoldigheden af opgaver. Private kunder får efter individuelle mål syet læ- og solsejl til terrasser og altaner. Sejl og kalecher til både er efterspurgte fra værkstedet i Snejstrup. Jens syr kalecher og tilpassede presenninger til biler og lastbiler og forskellig overdækning til fiskeri og industri. Reparationer af hoppeborg og overdækning med pesenning af borde og bænke på lejrplads. Tidligere lavede sejlmagerne også støttesejl til fiskekutterne. Det har udvikling af fiskerflådens skibe lavet om på.
Jens befinder sig godt som selvstændig. Allerede flere år før han blev selvstændig havde han og Jette arbejdet med planerne. Garage og værksted blev bygget. Alligevel blev det først til virkelighed i 2018. Jens har valgt at købe hjælp til bogholderi og fakturering. Han har investeret i moderne symaskiner.
Fra Dinero, som markedsfører regnskabsprogrammet, som Jens bruger, har han modtaget et legat.