Traktortræk trækker i Jesper

TRAKTORTRÆK: 26-årige Jesper Bojer fra Sperring har de sidste 9-10 år haft traktortræk som den store interesse

Af Klaus Madsen – 4. august 2011

SPERRING: Jesper Bojer var ikke meget mere end 12 år da han fik sin første knallert. Allerede da var han utrolig glad for duften af benzin, og han var vel også lidt besat af at kunne skrue lidt på knallertmotoren for at få den til at løbe hurtigere. Han har holdt fast i interessen for motorer og hestekræfter.

Klik på billedet for at se billeder og høre Jesper fortælle

På onklens maskinstation mødte 16-årige Jesper en flok kammerater, der havde samme interesse – det blev starten på Jespers årelange hobby med at vride flest mulig hestekræfter ud af en traktormotor. Han begyndte at køre traktortræk. Han betegner det som en tilfældighed. Nu er han en del af et hold på fire, der foruden Jesper består af Thomas Hanggaard, Søren Jakobsen og Christian Bojer. De danner sammen traktortrækteamet “Quark”.

Tandhjul og motorblok.

For Jesper blev det både en hobby og også lidt af en livsstil. Alt hvad der kan skrues på den ellers ret så bedagede Ford 8700 – traktor, skal der skrues på. Det er lykkedes Jesper og holdet af vriste hele 1000 hestekræfter ud af en 8,3 liter motor der oprindelig ydede 160 hestekræfter. Der er også kun blokken tilbage af den oprindelige motor. “Quark”-teamet kører i farmerklassen. Her er reglerne, at blandt andet bagtøjet skal være originalt og uden konstruktive ændringer.
Mange gange har Jesper og vennerne brugt nattetimerne for at gøre traktoren klar til næste stævne. – Man bliver jo bare ved når et problem skal løses. Det giver et sus når det hele spiller sammen.

Navnene bag Team Quark.

Teamets mange pokaler står på et skab i værkstedet.

Når Jesper og holdet stiller op til stævner, mest i Jylland, stiller de op for at vinde. Det skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. At være en del af “traktortrækmiljøet” giver så også et godt sammenhold og venskaber – også med konkurrenterne. Når striden om at slæbe “slæden” længst er afgjort bliver der ofte tid til at udveksle fiduser og erfaringer.

Jesper Bojer i førerhuset – over mere end 1000 hestekræfter.

Om tratortræk er farligt? Det kan Jesper godt svare på. Man skal tænke sig om. Det er vigtigt at finde den helt rigtige balance og få det gode bid i banen. Der har været tilfælde, hvor en traktor er begyndt at slingre og derefter er væltet. Det kan også ske at kæden til slæden hopper af og traktoren derefter “får frit løb”. På alle traktorer, der deltager i stævner, skal der være et nødstop, der kvæler motoren ved at lukke for lufttilføslen.

Topstykket til den sekscylindrede motor.

Traktortræk er en hobby der tager en hel del af Jespers tid. Dog ikke helt så meget som tidligere. Jesper bor sammen med Kristina, og de har Oliver på to et halvt år. Nu kommer familien først. Jesper trækker lidt på smilebåndet når snakken kommer ind på hvad hobbyen koster. Han siger bare, at det jo altid koster at have det sjovt.
Jesper er uddannet landbrugsmaskinmekaniker. Nu arbejdet han på en maskinstation.

Værkstedet, hvor traktoren gøres klar til næste stævne.