Meditation med fluer på krogen – efter havørred

LYSTFISKER: Carsten Svalgaard er lystfisker med stor passion for at fiske med flue. Han er begejstret for Thisted Bredning og Limfjorden

Af Klaus Madsen – 2. november 2019

THISTED: På en lidt kølig og solklar oktoberdag står Carsten Svalgaard en snes meter ud i vandet ved Eshøj. Der lyder små hvislende svirp fra den lange og tynde fluestang, når han kaster linen med en fluekrog ud over Thisted Brednings stuegulvsblanke vand. Carsten mestrer kastet med linen, og han håber en havørred får øje på, og lyst til fluen i vandoverfladen.

Klik på pilen for at høre Carsten Svalgaard fortælle

Carsten er født i 1952, og han nyder at bruge mange timer af sit otium på at fiske. Han binder selv fluekrogene. Hjemme i huset på Grandalsvej i Tilsted sidder han ved et lille bord og arbejder omhyggeligt med at lave både de flotteste, men også de bedste fluekroge.
Der er stor forskel på det værktøj, han som murer i mere end 40 år brugte, og de fine tænger, og den finde tråd, han bruger til fluekrogene. Ligheden er akkuratesse og præcision i både murerarbejde og fluebinderi.

Lysten til at fiske startede tidligt. Når Carsten, der i 1962 flyttede fra Hobro til Thisted, var på besøg hos morfaren i Holstebro fiskede han i et vandløb, der var en del af Storåsystemet. Det foregik med en simpel håndsnørre, og han fangede mange ørreder, som endte på middagsbordet. Morfar syntes Carsten skulle have en rigtig fiskestang, der blev købt hos den lokale cigarhandler.
Hjemme i Thisted gik fisketurene, på cykel, til Bromølle Å. Han blev medlem af lystfiskerforeningen, og cyklede også mod vest til Faddersbøl Å.

Murerfaget lærte Carsten i Vestervig. Her lærte han også muremesterens datter, Margrethe, at kende. Da han blev udlært flyttede han til Kolding, hvor Margrethe på Kunsthåndværkerskolen uddannede sig til grafiker og tegner. De flyttede senere til Sønderborg. Her boede de på en ejendom med udsigt over Flensborg Fjord. Her var rige fiskemuligheder. De fik faktisk båd, før de fik bil. Det var gode år med gode naturoplevelser ved fjorden i Sønderborg. I slutningen af halvfjerserne flyttede de til Tilsted.

For Carsten er lystfiskeriet mange gode oplevelserne i naturen. Limfjorden er et fantastisk fiskevand, her er god plads, og her kan man, med det statslige lystfisketegn i lommen, tage ud når som helst. Når dagen dæmrer, lyset er lavt og der er stille, er en tur med fluestangen ren meditation. Det renser hovedet.
Oplevelser med fugle er gode og stærke sidegevinster.
Ved Karup Å, som er Carstens foretrukne å-vand, har han mange gange i forårsmånederne oplevet nattergalens fantastiske sang. Han undres og glædes hver gang over, hvor højt og flot en fugl kan fylde en ellers stille morgen.
Det var også i Karup Å han i 1985 fangede den største fisk, en havørred på 7,5 kilo.

Carsten er egentlig ikke den helt store fiskespiser. Han kan absolut godt lide en velrøget havørred, og han tager kun de fisk med hjem han og familien spiser som nyfangede. Der er ingen grund til at fylde fryseren med fisk. Selvfølgelig sætter han undermålsfisk tilbage i vandet.