Wæjsten for Thy er der hverken land heller by! – sådan står der på mindestenen for hedeopdyrkerne fra Hassing-Refs Herred i Kongenshus Mindepark.
Inskriptionen passer om muligt endnu mere i dag – for Agger sogn begynder ved byskiltet, hvor man drejer ind i byen fra vejen sydover Agger Tange, og havet er slet og ret sognegrænse mod vest.
Men engang var der både land og by vest for det, der i dag er Agger.
Da jeg kom hertil som sognepræst for 31 år siden holdt man menighedsrådsmøder hjemme hos medlemmerne privat. Kassereren var gift med en fisker, født og opvokset her i Agger – og vi sad omkring spisebordet i hendes stue; mens manden gjorde sig usynlig i en lænestol lidt længere inde i rummet. På et tidspunkt spurgte jeg med den nytilflyttedes nysgerrighed: Hvor langt ude i havet lå egentlig den første kirke i Agger? – Det var der ikke rigtig nogen rundt om bordet, der kunne svare på. Så lød det henne fra lænestolen: ”12 minutter!” Man regnede selvfølgelig i sejltid med en roet jolle.
Overleveringen i sognet er, at en samling sten på havbunden et sted ret vest for høfden hernede ved signalmasten, er resterne af den første kirke i Agger. Som man så flyttede, da havet åd af kysten. Den anden kirke lå, hvor høfden ud for signalmasten ender; formodentlig opført en gang i 1400-tallet og i 1826 var det kommet så vidt, at provsten ved kirkesynet skrev:
”Fra Kirkens vestre Ende til Pynten af Havbanken er nu kun ca. 30 Alen, og da Havet ved stærk Vestenstorm gaar over Bankerne, staar Kirken i Fare for at bortskylles…”
Provst Bendix var barn af oplysningstiden og rationalist. Det var ikke kun det kristelige, der lå ham på sinde. Bendix sørgede for at konfirmanderne fik lært nyttige ting såsom kurvefletning, og var opmærksom på at stormfloder og sandfygning havde ødelagt mulighederne for landbrug ved de små byer på Agger Tange. I 1807 udgav han: Kort Vejledning til at avle Kartøfler i Thylands Sandklitter.
Aggerboerne og kirken
Det havde allerede længe været en strabads, når folk fra de små samlinger huse langs Agger Tange – Røn, Bollum, Nabe og Aalum – skulle til kirke. Der går endnu en historie om en kone, der bar et barn til dåb – og da præsten stillede ritualets indledende spørgsmål: ” Er barnet hjemmedøbt?” – svarede hun: ”Ja, vi er gjemmelblødt, for vi har væt gåen fræ Aalum!”
Man turde ikke længere holde gudstjenester i kirken – men Kong Fr. 6 kom forbi under et besøg i 1830 og beordrede gudstjenesterne genoptaget. Kongen mente, det nok gik an, på nær når havet var i oprør!
Den sidste gudstjeneste blev holdt 18. marts 1832 – bygningen blev solgt til nedrivning to år senere – og en stormflod i 1839 tog de sidste rester.
I 1833 besøgte St. St. Blicher den forladte kirke, og gav en malende beskrivelse af stedet i rejsebeskrivelsen Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe (1839):
Kirkegavlen var kun nogle Skridt fra Havbrinken. I den øvre Kant af denne fremstak gjennem den hvide Sand Liigkister og Stumper af ældre halvforraadnede Sovekamre; en bleget Hovedskal keeg op mod Dagens Lys; tvende hud- og kjødløse Been dinglede ud over Klinten, som til en ny Vandring efter den lange Hvile. Hele Kirkegaarden var overfyget af den hvide Havsand. Kirken selv var synligen sunken. Muren var revnet til Armstykkelse, Taget meer end halvt afrevet. Jeg gik ind: Bænke og Stole laae paa Gulvet eller stode paa Hæld: Prædikestolen var bedækket med Støv og Kalk, og edderkopperne havde udspændt deres Garn i alle Kroge og Hulninger, Altertavlen overtrukket med Skimmel og Mos…”
I årene uden egen sognekirke, havde Aggerboerne måttet gå de godt 5 km. til Vestervig. Blicher følte med dem:
”Enhver Kirkegang var en Udvandring. De vare jo Gjester, selvbudne blandt Fremmede. Sørgmodige gik de hen, mismodige gik de hjem: Skulle de da aldrig mere forsamles hjemme i eget Gudshuus! Jo, det staaer der allerede det nye Tempel, langt længere fra Havet, og paa fastere Bund, oprejst ved kjerlige Landsmænds broderlige Bistand. Paa dens Indvielsesdag var jeg dér tilstede – med mine Tanker og i min Psalme…”
Efter en landsindsamling fik man nemlig bygget den tredje kirke – placeret her, hvad der dengang var øst for Agger by – Indsamlingen slok ikke til; men ved brave folks bistand kom byggeriet i stand. Arkitekten – C.F. Hansen, gav tegningerne vederlagsfrit. Og Blicher havde sendt en salme til indvielsen:
SANG: Blichers salme
Når sandheden skal frem, så rummer bygningen vi sidder i, kun nogle få skifter mursten af kirken fra 1838. Vejr og vind og salt havde tæret så meget på murværket, at da man i 1980erne begyndte en gennemgribende restaurering, viste det sig at kirken så at sige måtte genopføres efter C.F. Hansens tegninger.
Så velkommen her i Aggers fjerde kirke!
Fra den første kirke er bevaret granitdøbefonten. Fra den anden kirke dåbsfadet og korbuekrucifixet fra omkring 1500, samt prædikestolen og altertavlens træværk og alterstagerne fra 1600-tallets begyndelse. Kirkeklokken også – den er støbt i København i 1720.
Et nyt alterbillede – malet af salmedigteren Ingemanns kunstneriske hustru Lucie – med passende motiv af Peters fiskedræt, blev der også udvej for i 1841. Det holdt ikke så længe. Allerede 30 år siden fandt kirkesynet billedet så ødelagt, at det måtte nedtages; og igen var det milde kvindehænder der tag affære: Distriktslægens hustru i Vestervig, Emma Mulvad, malede lidt på hobbybasis og hentede et motiv fra et bibelsk kobberstik: Kristus og disciplen Peter på Genesareth Sø. Det er ikke den store kunst; men tolker alligevel evangelieberetningen fint:
Evangelieberetningen nævner, at Jesus kom til de skrækslagne disciple over søens bølger ”i den fjerde nattevagt” – altså mellem kl. 3 og daggry. Og daggryet anes akkurat som en lysstribe i horisonten bag båden. Motivet er det øjeblik, hvor Jesus har kaldt Peter ud til sig på bølgerne – og han fulgte kaldet; men tvivlede. Det har motivet indfanget. Peter stolede ikke helt på den hjælpende hånd, Jesus rækker ham; men har med sin venstre hånd selv taget et solidt greb i Jesu klædedragt for at holde sig oven vande.
For den, der i et søfartssogn formår at tyde tegnene, er der nok en detalje: På den endnu mørke nattehimmel over de to centrale figurer står stjernebilledet Sydkorset. Det kan man ganske vist ikke se i Palæstina – men det vidste distriktslægefruen nok ikke… Symbolikken er til gengæld ikke til at tage fejl af.
Samme år som fru Ingemanns altertavle blev skænket, fik kirken også sit eget kirkeskib, skænket af tre af sognets ansete, og mere velbeslåede mænd. Det var før den indremissionske vækkelse prægede sognet. Men i 1932 blev skibet frisket op af en lokal fisker og hjemstavnsmaler, Thøger Jensen Ruby, som hørte til missionen. Han lagde særlig omhu i signalflagene – der til eftertanke for den befarne kirkegænger afgiver meldingen: Hvad – er – din – kurs?
Kirkeskibets egen kurs er mod nadverbordet og alterbilledet af Kristus, der frelser den druknende fisker.
Det var der en begrundet realitetssans i. Stormfloderne kostede også menneskeliv. I Agger druknede 13 fiskere natten til den 21. november 1893; de fik et fælles gravsted lige vest for kirken.
Vækkelsen i fiskersamfundene langs den jyske vestkyst kom også hertil. Og med den, den særlige nordvestjyske Brorson-sang –
SANG: Se, solen bryder frem med magt
Missionen var kritisk overfor en forkyndelse, der ikke var forankret i Bibelen. Det gav af og til skærmydsler; bl.a. for sognepræsten Andreas Riis-Lowson, der egentlig var nordslesviger, men blev frataget sit embede i Leck ved Slesvig efter nederlaget i 1864, fordi han stærkt hævdede det nationale. – Så blev han højskoleforstander i Brørup, indtil han i 1876 kom hertil som sognepræst.
Riis-Lowson var kirkeligt konservativ, og brød sig ikke om Indre Missions lægmandsforkyndelse.
En fisker fra Agger kom for skade under en diskussion med Lowson om netop det, til at udtale, at præsten vist måtte have en: ”hjerte-fejl”. Det tog Lowson særdeles fortrydeligt op – han havde ikke øre for egnens lune…
Noget lignende gjaldt med omvendt fortegn en senere efterfølger, Kaj Fibiger Jensen, som var en nidkær missionsmand, der kunne finde på at standse bilen eller stå af cyklen og revse en mand, der gjorde søndagsarbejde – og hans husbesøg var tildels frygtede – som da han kom ind til et ældre ægtepar, og straks tog dem i forhør:
– I var ikke i kirke i søndags?
Manden forsøgte at værge for sig:
– Nej, det er ret nok – Maren hun ku æt find´ hinner salmebog!
Limfjordsdigteren Thøger Larsen fortæller i en af sine ”Jyske Noveller” om en hændelse fra begyndelsen af forrige århundrede – men Larsen har ikke den rigtige slutning på historien. Den fik jeg af pastor Erik Lau Jørgensen fra Mors ved en sogneeftermiddag i Vestervig for en del år siden – og han havde den fra nogle fiskere på havnen i Lemvig – og så skal det jo nok passe… – Så nu får I til slut:
Den sande historie om Hårkens frelse…
Aggerboerne har altid været regnet for kystens heldigste. For når det ikke var havvejr, kunne de fiske på fjorden – og når selv blæsten gik for frisk over Limfjordens vande, var der jo også fisk at fange i Ørum og Flade Sø og Kanalen mellem sidstnævnte og Krik Vig.
– Og om vinteren kunne man stange ål. Den gang.
Man drog hjemmefra før det blev lyst, ud på den isbelagte Krik Vig. Der savede man sig et hul i isen, og stod så hele dagen med lange ålejern, som man drev ned i tangen på fjordbunden.
Mangen en stiv dram blev slået indenbords, for dog at holde den indvendige varme.
Hårken – en af de store fiskere – kom på besøg ved en af de andre, som lige havde savet en firkant fri af isen, vel så stor som låget på en høkasse; men han havde endnu ikke fået isstykket op. Hårken lagde ikke mærke til noget, og da han pludselig trådte et skridt tilbage – vippede ispladen, og Haarken gled med et kort brøl lodret ned i det blåsorte vand, hvorefter isfirkanten vippede tilbage, og lukkede sig lydløst over ham. På et sekund var det, som havde der aldrig stået nogen.
– ”Der gik Hårken, å lut æ dar atter sæ!” udbrød Bedde-Marinus.
– ”Jamen, så se da ætter og få ham bjær!” råbte Povl Hyw, der stod lidt længere ude, og havde set, hvad der var sket. Han smed sig med hænderne skyggende ved begge kinder, så han kunne spejde gennem den uklare, tommetykke is.
Med noget besvær fik de Hårken lokaliseret: og stanget ham op, blå som en dybhavsfisk.
”Pas o, I æt slår æ dram ud af ham, så døjjer han!” var der en, der advarede.
Men netop kystboerne ved, at livsfaren kan være en tugtemester til Kristus. De tililende så i Hårkens uheld og redning et vink ovenfra, som blot krævede en smule jordisk håndkraft for at fuldkommes.
Som en af dem siden bemærkede:
”Vi mått´ hold´ ham under tre gange, førend han omvendt´ sig. Men så bløw han osse frelst for rejsten å hans lyw!”…
