Af Klaus Madsen – 4. august 2025
VINAVLER: 80-årige Esben Oddershede har i 2024, med et diplom for velsmagende rosévin fra Bleghule, tæt på Vandet Sø, udfordret al snakken om, at det ikke er muligt at avle god vin så langt mod nord som Danmark og i Thy.
BLEGHULE, VESTER VANDET: Esben Oddershede drev i mange år Søgård i Nors. Nu bor han, sammen med sin kone Else, i Bleghule tæt på Vandet Sø. Klitmøllervejs summende trafik bryder kun lidt af udsigten fra huset, som det tog 10 år at overbevise myndighederne om, at de godt kunne bygge. De måtte kun bygge, hvor et gammel hus havde ligget.
Klik på pilen for at høre Esben Oddershede fortælle
Esben viser lidt stolt, og gerne, Bleghule Vingård frem. Han har plantet 150 vinstokke med den blå drue Rondo, som bliver til rødvin og rosévin, og 150 vinstokke med den grønne drue Solaris, som bliver til hvidvin. Nærheden til plantager og klitter med Thys rige bestand af vildt gør det helt nødvendigt at hegne vingården ind.

Esben er en af syv søskende fra gården Kuskminde tæt på Nors Kirkeby. Fortællingen om, hvordan han som 22 årig blev ejer af gården Søgård, ved østsiden af Nors Sø, starter på Esbens fars 60 års fødselsdag. Hans farbror havde som ejendomshandler fået til opgave at sælge Søgård. Han spurgte Esbens far, om han ikke ville købe. Det endte med, at det blev Esben som 22 år gammel i 1967 købte Søgård. De første tre år var det Esbens far som stod for Søgårds daglige drift, mens Esben passede sit arbejde som bestyrer på Midtjyllands landbrugs- og husholdningsskole i Grindsted. Esben har engageret sig i organisationsarbejde. Han har været formand for for Landbo Thy. Han fik flere tillidshverv i landbrugsorganisationerne på landsplan.
Esbens store interesse for planteavl og også planteavlens udfordringer, gjorde det naturligt, at han i nogle år var han formand for landudvalget for planteavl.
Esben blev også, som repræsentant for Venstre, valgt til kommunalbestyrelsen i Thisted. Han sluttede med at være formand for kommunens tekniske udvalg.

En udtalelse i et afskedsinterview i Landsbladet var måske med til at skubbe til drømmen om at forsøge med vinavl. For Esben mente, at vinavlens udfordringer skulle tages op, når han lod sig pensionere. Han havde i 1999 startet på et generationsskifte på Søgård, som i 2008 gjorde, at han ikke længere havde ansvar for Søgårds drift.
Derfor blev det vinavl i Bleghule, ved ejendommen, som er rammen om Esben og Else gode otiumsdage.
Midt på sommeren er druerne endnu ganske små.
Vinavl vidste Esben stort set intet om, da beslutningen om at blive vinavler blev truffet. Gennem årene har Esben forsøgt med mange forskellige former for planteavl. Han har altid været grundig og omhyggelig. Derfor opsøgte han erfaringen med vinavl i Danmark. Han var lidt i tvivl om det kunne lade sig gøre kun tre kilometer fra Vesterhavet med blæsten og blæstens salt. Han fik at vide, at det kunne sagtens lade sig gøre på Bleghusels sydvente skråning, og jordprøver viste også, at undergrundens lerlag og kalklag er godt for vinavl.
Esben sammenligner netop lidt med områder i Syderuropa, hvor vinen har gode betingelser på netop kalk.
Netop de særlige jordbundsforhold under Bleghule Vingård er med til at give god smag til vinen.
Hver dag går Esben en tur op og ned langs vinstokkene. Jorden mellem rækkerne holdes sort, for at vinstokkene ikke skal konkurrere med ukrudt om jordens ernæring. For enden af rækkerne står rosenblomster, som ikke er til pynt, med som et naturligt alarmsystem overfor angreb af blandt andet skimmel og meldug, som angriber netop rosenplanter før vinstokke.

Når druerne i slutningen af september, måske starten af oktober høstes, overlader Esben arbejdet med vinen til Neder Kærsholm vineri ved Torning i Midtjylland. Vinen fra Bleghule lagres på egne fade på vineriet. Når vinen kommer tilbage til Thy er det på flasker. Så overtager Else og Esben arbejdet med at sætte etiketter med årgang og de lovbefalede oplysninger på flaskerne.















