Else Bisgaard, formand for J.P. Jacobsen Selskabet, holdt tale ved Musumn Thys genåbning af den “gamle” museumsbygning, og åbningen af museets nye omfattende udstilling om J.P. Jacobsen.
16. maj 2025
Hvad er egentlig et MUSEUM?
Dette Janushovedede kulturfænomen, som ser tilbage på fortiden, passer på den og formidler den til nutiden – ikke mindst med henblik på fremtiden. Janushovedet ser både bagud og fremad, åbner for muligheden for at forstå – om ikke det hele, så en flig af, hvem vi er – som samfund, som kultur og som mennesker. Når vi går ind i museet, går vi ind i et mellemrum, en mellemposition mellem fortid og fremtid og ser, hvem vi var, hvem vi er og tænker over, hvem vi bliver. Museet holder et spejl op – og vi ser os selv. Og er man vågen, så mærker man forfædrene, og så skønner man på de skatte, de gamle efterlod;
og vi ser og forstår måske LIDT mere af det hele!!!
Else Bisgaard.
Der er en vis paradoksalitet i at Museum Thy nu genåbner den 101 år gamle Spangbergs villa, som ligger her hér midt i byen, iøjnefaldende og smukt, farvesat i sol- og jordgult med mondæne trapper både udvortes og indvortes, i tre etager med reminiscenser af velstand og købmandsstorhed – og lader disse exquisite rammer og rum være base for netop en udstilling om naturvidenskabsmanden og forfatteren J.P. Jacobsen.
Klik på pilen for at se fotografierne.
For han havde ikke mange ting; han boede ikke i store, fornemme villaer, men hele sit korte liv boede han beskedent i lejligheder hér og dér (København), ydmygt, faktisk farveløst og næsten trist (som Herman Bang beskrev det). Med andre ord var hans omgivelser grå og triste. Han ejede ikke meget; og lidt af den smule han ejede, kaldte han et sted i et af de sidste breve endda for sit skrammel.
Så meget desto mere kan vi glæde os over, at de af hans ting som er bevarede, bliver passet på for eftertiden her på museet.
Men hvad er TING egentlig?
Kan forgængelige ting virkelig være vigtige i bestræbelsen på at forstå et menneske, komme bare en smule ind under huden på ham eller hende?
Og hvorfor har vi så travlt med at gemme nogle ting, som har tilhørt personer som var noget særligt? Hvad er det, ting kan fortælle os, og som vi ikke kan læse eller tænke os til?
J.P. Jacobsens klatpapir.
Hvorfor kan et simpelt, næsten pauvert møblement, et krusedullet klatpapir, en blomstret kop, et penneskaft, en pinzenez, en høj hat, en kuffert så laset at den lige netop IKKE er brudt sammen, lidt tørrede blomster skrumpet ind til næsten ingenting – hvorfor kan disse ting, dette skrammel, få relikviestatus og fylde os med ærbødig eftertænksomhed og oplevelsen af næsten at røre ved deres oprindelige ejermand?
En blomstret kop, en høj hat og en laset kuffert.
Jamen, ting taler jo. Med deres eget tavse og taktile sprog. De taler til os hen over tiden. Tingene kondenserer et liv. I fortættet form røber de os lidt af ejermandens væsen. De så, hvad han så. Han har rørt ved dem, brugt dem, de betød noget for ham. Han så verden gennem næsebrillen, pinzenez’en (panznéen); han samlede og tørrede blomsterne og systematiserede dem i herbariet; han sad og syslede med husflid og skabte med sine hænder den sjove kukkasse og dukkemøblerne. Han drak af koppen, og hatten sad på hans hovede, når han promenerede som den grå og lidt distante excellence i København. Han lå træt på den carmoisinrøde chaiselongue med sin skrivepult. Gennem tingene er han her – på en måde.
J.P. Jacobsen – som ejede så lidt og levede så materielt beskedent – var en af de største og mest raffinerede lyrikere og forfattere i dansk litteraturhistorie. Han var et menneske, som levede beskedent, men tænkte og udtrykte sig formidabelt rigt og nuanceret, overvældende. En sproglig kolorist.
Han kunne med sproget male verden frem i former, linjer, lys og skygge, farver, dufte – så detaljeret, så omhyggeligt formuleret. I en kamp for at nå det sublime og perfekte udtryk sprængte han sprogets rammer og skabte et nyt, et sprog, som kunne udtrykke en sansning, et synsindtryk, en fornemmelse, en farve, en nuance. Marie Grubbes øjne var ikke bare blå; de var blå som perlehyacinten, som den trillende Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge …
J.P. Jacobsen.
For mennesket er/var nemlig natur for Jacobsen. Mennesket er groet ud af naturen – som Mogens, der bliver til ud af regnvejret og Marie, der materialiseres gennem den luft, hun indånder. Mennesket er natur, men et stykke komplekst natur, hvis dybder Jacobsen borede sig psykologisk undersøgende ned i, men aldrig nåede til bunds i. For naturen (herunder mennesket) er uendelig, mangfoldig, hele tiden i bevægelse, i transformation, muterende.
Naturen er som et slot med utallige gange og sale, af hvilke nogle forbliver lukkede for os (sådan skrev han i en introduktion til Charles Darwin.
Jacobsen blev nemlig Darwins oversætter til dansk og dermed en “medfar” til hele den naturvidenskabelige tænkning. Den ny tids menneskesyn. Han drømte om at overføre naturens love, herligheder, gåder og undere til digtningens verden – at forene videnskabens indsigter med kunstens æstetiske udtryk – for videnskab og kunst er begge grundlæggende kilder til indsigt og forståelse.
J.P. Jacobsens “nye” mindestue.
Han er i disse tider, med klima- og økokrise og hele spørgsmålet om forholdet mellem menneske og natur, nok værd at genaktualisere. Det har vi, museet og Selskabet i fællesskab og tillige sammen med Kulturrummet forsøgt med et program her i foråret med kunst, musik, essays. Senere følger en aften med fællessang og endelig en rejse ind i hans botanik og blomsterverden (se programmet for de resterende arrangementer) – og nu altså også en ny fast museumsudstilling med indslag om såvel hans lokale tilknytning som referencer til forfatterskabet.
Der var ganske vist en mindestue for ham deroppe på førstesalen i mange år. Men den var unægteligt og set med nutidsøjne beskeden.
Og nu får han så nærmest en hel stueetage, hvor vi kan se en del af hans skrammel – det, som er bevaret og møjsommeligt og tålmodigt indsamlet til museet gennem mange år i meget smukke og stilfulde kombinationer med alt det der også var ham: den naturvidenskabelige karriere, litteraturen, kunsten, tankerne om livet og døden. Derved er der skabt en nytolkning af, hvad et museum er – hvad vi nu står i, er et UNIVERS. Et Jacobsensk univers.
Han skrev om livet i dets midlertidighed og forgængelighed, at Hvad der er Livets maa gaa og komme / Evig er ene Rummet det tomme
og han skrev i forlængelse heraf om døden at “Du er kun Støv nu og livløst Ler. Der er kun en Stofhob, en Daad og et Navn.
J.P. Jacobsens grav ved Thisted Kirke.
Om ham må vi sige, at der måske var kun en LILLE stofhob, men en STOR dåd og et STORT navn. Han skrev verdenslitteratur og ændrede måden at anskue verden på. Det skal vi huske, og det skal vi reflektere over. Hans af omfang beskedne produktion blev til inspiration for store navne som Freud, Rilke, Thomas Mann, James Joyce, Herman Hesse – you name them.
Gennem mange år har J.P. Jacobsen Selskabet og museet haft et tæt og godt samarbejde. Vi kan fra Selskabets side kun være taknemmelige for dette samarbejde. Vi prøver i erkendelse af Jacobsens store internationale betydning at bevare og udbrede kendskabet til
ham – og ikke mindst anser vi det som nævnt essentielt at aktualisere ham.
Derfor er det os også en glæde at have fået muligheden for som Litterært Selskab at bidrage til dette nye museum med Thomas Wolsings kunstværk “Jacobsens liv og levned. Et oversigtskort” , som på en ny og overraskende måde viser vidt forskellige elementer i Jacobsens liv.
J.P. Jacobsen døde ung, men han lever igennem sit værk, sin store betydning i den kultur- og mentalitetshistoriske udvikling, sin nytænkende og moderne måde at tænke menneske, natur og sprog på og gennem tingene!
Der ligger et uendeligt stort stykke stædigt og udholdende arbejde i at få ideen, finansiere den, udtænke visionen til noget realiserbart, kuratere og indrette et museum – og et univers!
Museum Thy har med hele sin dygtige, professionelle medarbejderstab skabt en – synes jeg – virkelig fornem og stilfuld udstilling, som respekterer manden Jacobsen og peger på hans lokale tilknytning og som knytter tingene, genstandene, det vi kan se og røre, sammen med det uudtømmelige livsværk, han efterlod sig.
TILLYKKE Museum Thy – og os alle – , med det nu færdige og helstøbte museumsprojekt – med såvel den fine nye afdeling på den anden side af gaden som denne bygning, gennemrenoveret og smagfuldt indrettet.
J.P. Jacobsens pen og blækhus.
Og TAK for dette museum, kære museum Thy. Pas godt på det hele. Osse koppen, hatten, kukkassen, penneskaftet og stolen han sad i . Det er vigtigt altsammen – det er indsigt og udsyn. Det er fortid og fremtid. Det er Janushovedet.
Det er Lys over Land.
Hermed åbnes den nye udstilling om J.P. Jacobsen.
